Fredag aften sendte Inger Støjberg en sms til Søren Pape – men hun fik intet svar. 

Den slags radiotavshed lignede ikke den konservative leder, og Støjberg fik straks en ubehagelig fornemmelse af, at der var noget galt.

Det fortæller formanden for Danmarksdemokraterne i B.T.s politiske podcast, 'Slottet & sumpen.'

»Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at han ikke svarede. Det lignede ham ikke,« fortæller hun til værterne, Joachim B. Olsen og Anne Katrine Restrup. 

»Lørdag formiddag gik jeg og tænkte over, at det var mærkeligt, at han ikke havde svaret på den. Og så gik der ikke ret mange timer, før jeg blev ringet op.«

Her fik hun sine bange anelser bekræftet.

Søren Pape Poulsen var død af den hjerneblødning, der ramte ham fredag aften på De Konservatives hovedbestyrelsesmøde. 

Gennem årene har Pape og Støjberg udviklet et nært venskab, som strakte sig langt ud over det politiske. De har blandt andet været på flere ferierejser sammen.

I podcasten fortæller hun, hvordan venskabet udviklede sig, da Pape blev formand for De Konservative. 

»Så greb det om sig, og så siger det sig selv, at så kommer man meget, meget tæt på hinanden. Jo mere, man holder af et menneske, jo værre er det, når det menneske ikke er her længere,« lyder det fra en dybt berørt Støjberg. 

Hun fortæller i interviewet, hvordan de ofte ringede og skrev sammen, og at hun tit vendte ting og sager med ham.

Hendes rigsretssag var en svær tid for dem begge, fortæller hun, men også noget, de har fået talt godt og grundigt igennem. 

»Vi har talt om alt det, der skulle tales om,« siger hun.  

Støjberg beskriver den nu afdøde partiformand som »et fantastisk godt menneske.«

»Jeg kommer til at savne ham hver eneste dag.«

Under den seneste valgkamp, hvor Søren Pape stod frem som De Konservatives bud på en statsminister, blev han presset, og tiden efter valget var en svær tid, fortæller Støjberg. 

Derfor glæder det hende også, at han den sidste del af sit liv havde det rigtig godt.

»Søren var i rigtig god form her til sidst. Og han var også rigtig glad, og det trøster mig meget,« siger hun. 

Søren Pape Poulsen blev 52 år gammel. 

Han bisættes fra Viborg Domkirke lørdag 9. marts klokken 11. 

Du kan høre hele interviewet med Inger Støjberg i denne særudgave af B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du eller plejer at lytte til podcast.