Fra klokken 12 mandag indførte Venstre-regeringen midlertidig grænsekontrol til Tyskland.

Som svar på, at Sverige mandag indførte id-kontrol ved den dansk-svenske grænse, meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at den danske regering har indført midlertidig grænsekontrol til Tyskland.

Ritzau har talt med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om regeringens beslutning, som regeringen længe har været imod.

Spørgsmål: Regeringen siger, at grænsekontrollen til Tyskland er indført for at opretholde ro og orden. Er der sket noget her mandag, der kan ligne kaos, og som har fået regeringen til at indføre grænsekontrol?

- Årsagen til, at vi indfører midlertidig grænsekontrol, er, at svenskerne har indført deres transportøransvar ved midnat.

- Det vil kunne medføre en ophobning af migranter og asylansøgere på Københavns Hovedbanegård, som ønsker at komme videre til for eksempel Sverige, Norge og Finland. Den situation ønsker vi ikke.

Spørgsmål: Har regeringen ikke bare brugt datoen 4. januar som undskyldning for at indføre grænsekontrol? Den svenske id-kontrol, har I længe vidst, ville begynde 4. januar, og I har sagt, at grænsekontrol ikke er en god idé.

- Det er et klart modsvar til, at svenskerne indfører deres transportøransvar. Man kan sige, at det er rettidig omhu.

Spørgsmål: Men er der sket noget nyt denne dag, som har gjort, at grænsekontrollen til Tyskland skal indføres?

- Når den midlertidig grænsekontrol bliver indført, at det netop fordi, at svenskerne har indført deres transportøransvar. Så det måtte også være i dag, at vi indførte midlertidig grænsekontrol.

Spørgsmål: Til at begynde med opretholdes den midlertidig grænsekontrol i 10 dage med mulighed for forlængelse. Hvad taler for og imod i forhold til at forlænge?

- Vi vil den næste tid følge udviklingen meget nøje. Der er mulighed for at forlænge grænsekontrollen, og der er mulighed for at skrue op med hensyn til grænsekontrol og i forhold til at indføre et transportøransvar.

- Vi følger udviklingen time for time og tager beslutninger hen ad vejen.

Spørgsmål: Hvilke scenarier taler for at forlænge grænsekontrollen?

- Vi skal kigge på, om det er nødvendigt at have grænsekontrol. Som det er nu, er det med den begrundelse, at det er på grund af rettidig omhu og for at sikre, at vi undgår en ophobning af asylansøgere og migranter på Københavns Hovedbanegård for eksempel.

- Det kan vise sig nødvendigt at skrue op for niveauet, men det håber jeg ikke. Det vil genere både pendlere og virksomheder, der handler på tværs af grænserne.

Spørgsmål: Hvad mener du med, at I kan skrue op for niveauet?

- Det kan være selve udførslen af grænsekontrollen, og det kan også være selv at indføre transportøransvar.

/ritzau/