De to tidligere partifæller Danmarksdemokraternes partileder Inger Støjberg og Moderaternes partileder Lars Løkke Rasmussen bliver tvunget til 15 minutters alenetid i andet afsnit af TV 2s politiske realityprogram 'Højskolen'. 

Og det går ikke stille for sig, da snakken falder på udlændingepolitik.

I det nye TV 2-program 'Højskolen' skal partilederne tilbringe et døgn sammen på Ryslinge Højskole.
I det nye TV 2-program 'Højskolen' skal partilederne tilbringe et døgn sammen på Ryslinge Højskole. Foto: TV 2 DANMARK

Ifølge Løkke begik den rigsretsdømte Støjberg så alvorlig kriminalitet, da hun var udlændingeminister i 2016, at hun skulle udvises af Danmark, hvis hun havde været udlænding. I hvert fald ifølge hendes egen politik. 

»Jeg gik i fængsel for en stram udlændingepolitik,« slår Inger Støjberg fast, da de to garvede politikere er i ene rum med TV 2's kameraer.

I 2016 var Løkke statsminister og chef for Støjberg i en daværende Venstre-regering, da hun ifølge rigsretsdommen overtrådte ministeransvarlighedsloven som udlændinge- og integrationsminister, da hun adskilte en række unge, gifte asylpar med en instruks.

Stemningen er anspændt fra det øjeblik, de sætter sig overfor hinanden i lokalet på Ryslinge Højskole, hvor alle partilederne tilbragte et døgn sammen i forbindelse med TV 2-programmet.

»Nej, du gik i fængsel for at bryde loven. Og du fik en straf, som hvis den politik, som I nu vil sætte igennem i forhold til folk, der skal sendes ud af landet, så ville du ikke kunne være i det her land, hvis ikke du var født i det,« siger Løkke som modsvar til Støjbergs udlægning.

Inger Støjberg er enig.

»Det er fuldstændig korrekt. Jeg ville aldrig kunne få et dansk statsborgerskab,« siger hun.

Ifølge Ekstra Bladet oplysninger var Lars Løkke skeptisk forud for mødet mellem de to partiledere. Kilder fortæller mediet, at TV 2 måtte vride armen rundt på Løkke, som absolut ikke havde lyst til at være alene med Støjberg.

'Højskolen' kan ses på TV 2 og TV 2 Play.

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.