Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erkender nu i et folketingssvar, at hendes ministerium "sandsynligvis" allerede i sommeren 2017 fik kendskab til en hemmeligholdt intern mail fra Udlændingestyrelsen, som Information kunne fremlægge i februar i år.

Det er en oplysning, som ministeriet ikke tidligere har givet til Folketinget og Ombudsmanden.

Tværtimod har begge instanser fået at vide, at ministeriet ikke havde "modtaget eller set" mailen, før Ombudsmanden henvendte sig om den 1. februar i år i forbindelse med, at Information havde gjort ham opmærksom på den.

Politikere fra oppositionen er stærkt kritiske.

- Det er jo ren vildledning, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til Information.

Hun hæfter sig ved, at ministeriet har formuleret sig på en måde over for Folketinget og Ombudsmanden, så der ikke direkte er blevet afgivet usande oplysninger.

- Men hele øvelsen med at sige, at de ikke har modtaget eller set mailen, skal jo give indtryk af, at de ikke har kendt til den, og først når de bliver spurgt direkte til, om de er blevet orienteret om dens indhold, kommer sandheden for dagen, siger Schmidt-Nielsen.

Mattias Tesfaye (S) mener ligeledes, at Inger Støjberg har vildledt Folketinget og Ombudsmanden:

- Jeg vil minde om ministeransvarsloven og loven om ombudsmanden. En minister har ansvar for at fremlægge de oplysninger, der bliver spurgt efter. Jeg tolker det her forløb sådan, at hun ikke lever op til de to love.

Ombudsmanden betegnede det i begyndelsen af marts i år som "en klar fejlvurdering", at Udlændingestyrelsen ikke havde udleveret mailen til ham, efter at han havde bedt om alt relevant materiale i sagen om adskillelsen af asylpar.

Og nu ser det altså ud til, at også ministeriet har kendt til mailen og dens indhold i lang tid før ombudsmandens henvendelse om den, og heller ikke ministeriet sørgede for, at den blev udleveret til ham.

Mailen indeholder den tidligere direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnets beskrivelse af et centralt møde i sagen om adskillelse af asylpar.

Den modsiger ifølge kritikere Inger Støjbergs påstand om, at der på dette møde skulle være givet mundtlig besked om, at der i visse tilfælde skulle gøres undtagelser fra ministerens instruks om adskillelse af alle asylparrene

Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/