Onsdag formiddag vil Inger Støjberg præsentere nye folketingskandidater, der stiller op for Danmarksdemokraterne. Det erfarer B.T. fra flere kilder, der er tæt på processen.

B.T. er blevet præsenteret for flere navne i den forbindelse, men det er ikke lykkedes at få endeligt bekræftet, hvem der er tale om.

B.T. erfarer, at Inger Støjberg allerede nu har adskillige kandidater klar, men det er kun er de første navne, som vil blive præsenteret onsdag formiddag.

Der er tale om mindst to kandidater, som præsenteres onsdag. Flere vil følge i den kommende tid.

Indtil videre består Danmarksdemokraterne alene af Inger Støjberg selv og Peter Skaarup, der for nylig forlod Dansk Folkeparti og efterfølgende meldte sig ind i Danmarksdemokraterne.

For nylig meddelte Dansk Folkepartis tidligere sundhedsordfører Liselott Blixt, at hun ikke stillede op for Danmarksdemokraterne, hvilket mange ellers ventede.

B.T. forsøger at få kommentarer fra både Peter Skaarup og Inger Støjberg.

Danmarksdemokraterne har – på trods af at partiet alene består af to personer og endnu ikke har en nedskrevet politik – allerede vind i meningsmålingssejlene.

I den seneste tid er Danmarksdemokraterne målt til en opbakning, der har svinget omkring 10-11 procent. Nok til godt 20 mandater.