Danmarksdemokraterne vil stille et nyt krav til udlændinge, der ønsker at opnå dansk statsborgerskab.

For at opnå statsborgerskab i Danmark skal man anerkende Israel som stat.

Sådan lyder det fra Inger Støjberg, der er formand for Danmarksdemokraterne, i et nyt beslutningsforslag.

- Der er ingen tvivl om, at det er en del af det at høre til i Danmark, at man accepterer og respekterer Israel som stat og dermed som et demokratisk land, lyder det fra Inger Støjberg (DD).

Derfor er det ret og rimeligt, at hvis man vil være dansk statsborger, så skal man også anerkende Israel som stat, fortæller partiformanden.

Hun mener, at udlændinge derfor skal skrive under på, at de anerkender Israels eksistensberettigelse i statsborgerskabsprøven.

- Vi kan se, at mange af dem, der går rundt i gaderne i København og andre storbyer i dag og råber "from the river to the sea" (slagråb for et Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet.red), det er på overfladen velintegrerede mennesker. Men, når man piller lidt i det, så kan vi se, at det er mennesker, der ikke anerkender Israels ret til at eksistere.

Ifølge Støjberg kommer kravet om at anerkende Israel som stat i forlængelse af en række allerede eksisterende krav til at blive statsborger i Danmark.

- Vi stiller jo allerede i dag en række krav - for eksempel at man skal kunne tale sproget, man skal kunne forsørge sig selv, at man skal holde sig uden for kriminalitet, men også at man skal give håndtryk.

- Og når man skal give et håndtryk, så er det netop også for at vise, at man respekterer og accepterer, at vi har ligestilling i Danmark. Og derfor så ligger det her efter min mening i forlængelse af det.

Støjberg har tidligere været med til at indføre det omdiskuterede krav om, at ansøgere til statsborgerskab skal give et håndtryk til en repræsentant fra kommunen for at kunne blive tildelt statsborgerskab.

Spørgsmål: Tror du, at det vil kunne have negative konsekvenser at stille det her beslutningsforslag set i forhold til de to poler, vi ser herhjemme?

- Det, mener jeg sådan set ikke, fordi hvis man vil være dansk statsborger, så er der i høj grad nogle spilleregler og en række krav, man skal leve op til. Det er jo derfor, vi stiller det her forslag.

Inger Støjberg peger på, at der allerede findes andre lande, hvor man gør det samme.

Den tyske delstat Sachsen-Anhalt har nemlig i december gjort det til en forudsætning for at få et tysk statsborgerskab, at ansøgeren anerkender Israels ret til at eksistere.

Danmarksdemokraternes beslutningsforslag er sendt til fremsættelse for Folketinget tirsdag.

/ritzau/