Mandag skrev Inger Støjberg i BT, at hun tager afstand fra flygtninge, der udnytter familiesammenføringsloven til at søge asyl. Forkasteligt mener den jurastuderende, der hjalp den omtalte familie.

Inger Støjberg ønsker at se på 'de åbenlyse urimeligheder,' som hun mener, gør sig gældende, når familier sender børn af sted til Danmark som 'spydspids for at søge familiesammenføring med resten af familien.'

Det skrev hun i BT mandag. Her fortalte hun, hvordan en niårig pige var blevet sendt til Danmark med sin onkel, tante og deres tre børn. Efter at være kommet til landet søgte pigen familiesammenføring, hvilket ifølge Inger Støjberg var med den hensigt at søge asyl og 'pumpe systemet.'

Men virkeligheden er langt fra sådan, som Inger Støjberg portrætterer den. Det mener Asrin Mesbah, der har håndteret den konkrete families sag.

»Krigen i Syrien er den værste lige nu. Den her familie er ikke kommet hertil for sjov. De sender deres børn for at sikre dem, fordi bomberne falder om ørerne på dem. Var familien kommet fra Iran, hvor der ikke er krig, og havde de sendt deres pige herop, så havde jeg også været skeptisk,« siger hun til BT.

Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet har der over de sidste to år været 388 sager, hvor personer har søgt om en ændret opholdsstatus. I 261 af sagerne er der blevet tilladt asyl, mens 29 har fået afslag. 98 sager er stadig igangværende.

Som familiesammenførte skal kommunen ikke stille en ledig bolig til rådighed. Men når en personman ændrer opholdsstatus fra familiesammenførte til tilladt asyl - som det er tilfældet i den omtalte families sag, er kommunen forpligtet til at finde en bolig.

Og netop det har fået Inger Støjberg til at undre sig over, hvorvidt det samme gør sig gældende for den pågældende familie.

’Jeg spørger mig selv om, hvad en familie som denne egentligt vil her? Hvis man begynder med at kræve og spekulere i, hvordan man får pumpet systemet mest som noget af det første, når man kommer hertil, så har man en uanstændig mangel på taknemmelighed over for Danmark. Det land og folk som hjælper én, fordi man er flygtet fra krig,’ skrev hun i BT mandag.

Den udtalelse er usaglig og grov, mener Asrin Mesbah. Hun mener ikke, Inger Støjberg har styr på sine fakta. I stedet synes hun, at hun sammen med borgmesteren udleverer dem, da familien ikke selv var klar over, de blev brugt som politisk agenda.

»Familien kendte ikke reglerne, da de sad på mit kontor. Jeg kender eksempelvis heller ikke reglerne i Syrien. Inger Støjberg må selv om, hvor meget hun ønsker at stramme udlændingepolitikken, men inden hun kommer med sine udtalelser, bør hun have styr på sit stof,« siger Asrin Mesbah.

Inger Støjberg ønsker at ændre den danske lovgivning, så kommunerne ikke længere er forpligtet til at finde boliger til flygtninge. Hun siger, det kommer til at ske, så snart hun finder et flertal for det.