Autografer, selfies og masser af klap og krammere til hendes labrador Ludwig.

Det skete igen og igen, da Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, fredag var på rundtur i tre nordjyske byer for at møde vælgerne.

Men hvad vil hun med sit nye parti rent politisk?

Der er mange spørgsmål, der savner svar, og derfor fulgte B.T. hele fredagen efter Inger Støjberg på kampagnetur i Nordjylland, hvor hun stiller op til Folketinget.

Her ses en gruppe unge mennesker i Hjørring, der vil have taget selfies med Inger Støjberg. Udover at snakke om Mink, var netop selfies meget populært at få tage med Danmarksdemokraternes formand. Foto: Thomas Nørmark Krog.
Her ses en gruppe unge mennesker i Hjørring, der vil have taget selfies med Inger Støjberg. Udover at snakke om Mink, var netop selfies meget populært at få tage med Danmarksdemokraternes formand. Foto: Thomas Nørmark Krog.
Vis mere

Inger Støjberg, vi har været tre steder i Nordjylland i dag. Hvad er det folk er mest interesseret i at snakke med dig om?

»Jamen, der er rigtig mange, der vil snakke mink. Det er primært det folk vil snakke om,« siger hun.

Hvad med jeres politik. Vi ved jo godt, hvad du vil på udlændingeområdet. Men der er mange andre politiske spørgsmål. Hvad med eksempelvis jeres sundhedspolitik?

»Det er der en enkelt, der spurgte ind til oppe i Hjørring. Og det var om regionerne skulle blive eller fjernes, og så har vi snakket om lægeuddannelsen i Aalborg,« siger hun og tilføjer:

Mange bad også Inger Støjberg om autograf, da hun fredag var rundt i tre nordjyske byer. Her skriver hun autografer i Aalborg. Foto: Thomas Nørmark Krog
Mange bad også Inger Støjberg om autograf, da hun fredag var rundt i tre nordjyske byer. Her skriver hun autografer i Aalborg. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

»Men ellers er det meget mink, mink og mink. Og så er der mange, der snakker om el og varmeregninger.«

Men du siger mink, mink, mink. Burde du ikke fortælle om jeres sundhedspolitik, skattepolitik og klima og så videre i stedet for at snakke om mink, mink, mink?

»Du spurgte, hvad folk de spørger til, og det er mink, folk snakker meget om, og det kan jeg godt forstå. Der er mange mennesker i Nordjylland, der er blevet berørt af, at minkerhvervet bare blev lukket ned,« siger hun.

Faktisk valgte den tidligere sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, ikke at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, fordi hun efterlyste en mere klar sundhedspolitik.

Her er det to personer i Frederikshavn, der vil kramme Inger Støjbergs hund, Ludwig, der hele dagen var med på turen rundt i Nordjylland. Foto: Thomas Nørmark Krog
Her er det to personer i Frederikshavn, der vil kramme Inger Støjbergs hund, Ludwig, der hele dagen var med på turen rundt i Nordjylland. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Inger Støjberg, nævn tre ting på sundhedsområdet Danmarksdemokraterne vil gøre?

»Det der bekymrer mig aller mest på sundhedsområdet det er, at det i dag nok er postnummeret, der afgør, hvor god en behandling, du får,« siger hun.

Hvad vil I helt konkret gøre ved det?

»Jamen, vi vil kigge på, om der skal laves ændringer på sundhedsområdet, og det tror jeg, der skal. Vi skal i højere grad prioritere nærhospitaler, og sikre ekspertisen er tilstede, hvor de skal være,« siger hun og fortsætter:

»For rigtig mange gamle mennesker med komplekse sygdomme, skal der køres langt for prøver, konsultationer og alt sådan noget. Det kan ikke nytte noget, og det er nogen af de ting, vi kommer til at sætte fokus på.«

Mere siger hun ikke om sundhedspolitikken, da hun vender sig om går hen til den håndfuld medarbejdere samt sin hund, der er med hende på den nordjyske rundtur.