Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har ekskluderet kommunalbestyrelsesmedlem Ole Blickfeldt, fordi han har peget på en SF-borgmester i Lejre Kommune.

Det gjorde han, selv om der var et blåt flertal i kommunalbestyrelsen efter valget tirsdag.

Det oplyser Inger Støjberg til TV 2.

- Ole Blickfeldt er blevet ekskluderet fra partiet i dag. Det er han, fordi vi har været meget tydelige om, at hvis der er et blåt flertal, peger vi selvfølgelig ikke på en rød borgmester, siger hun til TV 2.

Den regel blev opstillet af Inger Støjberg før kommunalvalget.

- Og når man så direkte ringer og siger, at "det kommer jeg ikke til at følge", så er der kun én vej, og det er jo så et tak for nu, siger Støjberg videre til TV 2.

Der er 25 pladser i kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune.

13 af de pladser gik til borgerlige partier, men det var altså ikke nok for nuværende borgmester Tina Mandrup fra Venstre til at beholde posten.

I stedet står SF's Mikael Ralf Larsen til at blive ny borgmester. 17 ud af 25 mandater peger på ham - heriblandt Danmarksdemokraternes ene mandat.

Ole Blickfeldt sad i forvejen i Lejre Kommunalbestyrelse, efter at han blev valgt for Dansk Folkeparti i 2021.

Han bekræfter over for Ritzau, at han har fået beskeden om ekskluderingen, men har ikke yderligere kommentarer for nu.

Ole Blickfeldt fik 172 personlige stemmer tirsdag.

/ritzau/