Konflikten mellem to familieklaner på Motalavej i Korsør har spredt frygt og utryghed i den vestsjællandske by.

I mere end et år har konflikten mellem to familier, der har rødder i Libanon, hærget Korsør, hvilket har ført til masseslagsmål, butikshærværk og vanvidskørsel. Senest har det ført til et angreb mod den lokale Lidl-butik.

Derfor kræver Venstre nu kort proces, når bander og voldsdømte personer hærger et boligområde. Ifølge partiets næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, skal boligforeninger kunne smide voldsdømte personer ud af deres lejlighed med det samme.

»Vi skal gøre helvede hedt for de mennesker, som hærger et boligområde med vold og trusler. Boligforeningerne skal kunne gøre kort proces og smide dem hurtigt på gaden,« siger hun.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) byder partierne med bl.a. Inger Støjberg fra Venstre velkommen til forhandlinger om ny politireform, i Justitsministeriet tirsdag 25. august 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Justitsminister Nick Hækkerup (S) byder partierne med bl.a. Inger Støjberg fra Venstre velkommen til forhandlinger om ny politireform, i Justitsministeriet tirsdag 25. august 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Slagsmålet mellem de libanesiske familier i Korsør handler angiveligt om to unge fra hver sin familie, der har indledt et kæresteforhold.

»Vi har lavet et system, som tager mere hensyn til dem, som hærger boligområder, end dem, som det går ud over. Vi kan ikke leve med klaner og bander, som styrer et område, som vi ser det i Korsør,« siger Inger Støjberg.

Allerede i 2018 gav VLAK-regeringen boligforeninger mulighed for at ophæve et lejemål, når lejeren er idømt ubetinget fængselsstraf.

Problemet er bare – ifølge Venstre – at det kan 'tage evigheder', før den kriminelle lejer er smidt ud af boligen. For hvis lejeren klager over afgørelsen, skal sagen først afgøres i retten, og herefter er der mulighed for at anke til landsretten.

Som opfølgning på præsentationen af 'Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030' besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Motalavej i Korsør fredag 9 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Som opfølgning på præsentationen af 'Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030' besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Motalavej i Korsør fredag 9 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men fremover skal lejere, der er idømt ubetinget fængsel, kunne smides på gaden med seks ugers varsel, foreslår Venstre.

»De skal ikke kunne hærge videre, mens de anker en afgørelse. Det er håbløst,« siger Inger Støjberg.

Men er det ikke meget hårdt at smide en lejer ud med så kort varsel uden mulighed for en retssag?

»Nej, det synes jeg ikke. Man får mulighed for at prøve sagen ved boligretten. Men det er ikke fair, at de kan blive boende i lang, lang tid, mens de anker sagerne.«

Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti besøgte det konfliktramte område i Korsør, hvor unge mennesker fra to libanesiske familier har hærget Motalavej.
Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti besøgte det konfliktramte område i Korsør, hvor unge mennesker fra to libanesiske familier har hærget Motalavej. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Hvis lejeren protesterer over den hurtige udsmidning, skal sagen – ifølge Venstres forslag – indbringes for boligretten, hvor en fast track-ordning skal sikre en afgørelse inden for seks uger.

Forslaget fra Venstre kommer efter, at formanden for den plagede boligforening på Motalavej i sidste uge kom med samme opråb.

»Ankemulighederne og retssystemet er så langsomt, at man i sidste ende kan risikere, at det tager fire år, før lejemålet falder, og de fysisk kommer ud af boligen. Det kan ingen være tjent med,« sagde boligforeningsformanden, Ebbe Jens Ahlgren, til Berlingske.

Konflikten på Motalavej har skabt så meget offentlig røre, at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften tager til Korsør sammen med bl.a. justitsminister Nick Hækkerup (S). Tidligere på ugen var det Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, som slog vejen forbi det hårdt plagede boligområde.