Tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen og Per Christiansen melder sig nu i koret af kritikere, der raser mod skandaleprogrammet »Alle Elsker Rasmus.«

Dorph-Petersen vil have, at TV 2s administrerende direktør Anne Engdahl Stig Christensen og indholdsdirektør Ulla Pors kommer på banen.

»Det her er en skamplet på hele TV 2s image, der jo lever af befolkningens accept og sin troværdighed. I sådan en situation kan man ikke bare sende en løjtnant ud. Der bliver de nødt til selv at tage ansvar,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Derfor er det klart, at det undrer mig, at de to simpelthen er helt væk. Ligesom alle andre journalister har jeg det svært ved en ledelse, der ikke siger noget, når de beviseligt har lavet et produkt til stor diskussion.«

Programdirektør Dorthe Thirstrup, har jo lagt sig fladt ned, sagt undskyld, indrømmet, at hendes dømmekraft har svigtet og trukket programmet tilbage. Hvad mere kan reelt gøres?

»Den nødtvungne undskyldning kom først efter lang tid med pres. I starten forsvarede de programmet. Jeg mangler den ærlige refleksion. Jeg er ikke ude på, at nogen skal fyres, eller at der skal rulle hoveder. Men der mangler altså et moralsk kompas.«

Det er ingen hemmelighed, at du blev fyret fra TV 2 i en speget sag, der også har haft et juridisk efterspil. Når du nu er så kritisk, kan det så skyldes, du er bitter på din tidligere arbejdsplads?

»Det kan jeg godt forstå, at nogen tænker, fordi min sag dengang er forbundet med TV 2 og har noget af det samme persongalleri. Men sådan hænger det ikke sammen. Jeg elsker TV 2, og jeg har stadig mange gode venner på stationen.«

Sagens omdrejningspunkt er et program, om komikeren Rasmus Wallbridge, der får sin drøm og at lave en spillefilm opfyldt. Henover fire måneder følger man hans arbejde med at realisere drømme. 

Men der er slet ingen film.

Tidligere vejrvært på Per Christiansen reagerer på TV 2-møgsagen. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Det er nemlig et fupnummer, hvor 149 filmfolk, skuespillere og komikere bilder Wallbridge ind, at de er i gang med at lave hans film.

Det medførte en storm af kritik, og lørdag valgte TV 2 så at fjerne programmet igen, mens flere af de involverede har givet Rasmus Wallbridge en undskyldning.

Ifølge den tidligere vejrvært Per Christiansen, der i seksten år sad i TV 2s bestyrelse og nu er gået på pension, er det utroligt, at der ikke er nogen, der på redaktionsmøderne har sat fod ned.

»Hvorfor er der ikke nogen, der i hele denne redaktionelle proces har spurgt, om det her nu også var fair? Selvom jeg selv holder meget af practical jokes, så er dette jo bare ondskabsfuldt,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Den øverste ledelse har bare skubbet lorten ned i rækkerne til en laverestående direktør, og det synes jeg faktisk er fejt. Nu er løbet kørt, men de burde have taget ansvar og sagt, at de har fejlet. Det andet her synes jeg faktisk er uværdigt.«

B.T. har forelagt kritikken for TV 2, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Tidligt søndag aften kom det frem, at TV 2 vil undersøge forløbet omkring programmet. TV 2-direktør Ulla Pors erkender samtidig, at et omdiskuteret lydklip blev genbrugt.

Dette ændrer imidlertid ikke noget for Jes Dorph.

»Ulla Pors indrømmer, at der er manipuleret groft i redigeringen. Det er en skærpende omstændighed, men hun beklager først, da andre gør opmærksom på at der er snydt ved klippebordet. Tilbage står et billede af en ledelse, der enten ikke aner, hvad der foregår - eller bevidst kun indrømmer det, den ikke kan løbe fra.«