Man kunne forestille sig, at Stephanie Lose (V) skåler og fejrer et stærkt valgresultat i øjeblikket.
Med alle stemmer optalt i hendes valgkreds, Sydjyllands Storkreds, har hun nemlig hentet 41.542 stemmer.
»Lose er jo et hit på de kanter. Faktisk er det et af de eneste steder, hvor Venstre går frem. Hun går imod den generelle tendens i partiet,« lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Lose får markant flere liste- og personlige stemmer end sin egen formand, Troels Lund Poulsen, som foreløbigt står til 29.315 stemmer.
Troels Lund Poulsen stiller op i Østjyllands Storkreds, hvor alle stemmer endnu ikke er talt op. I skrivende stund er lidt over 87 procent optalt.
Det kan puste til en intern debat i Venstre om både kursen og spørgsmålet om, hvem der skal lede partiet fremover.
»Undervejs har Troels Lund og Lose kørt et tæt parløb, og Lose stod også stærkt inden valget. Men det her giver hende et ekstra rygstød,« lyder det fra Qvortrup.
Flere Venstre-profiler har efter valget meldt ud, at man internt vil drøfte Troels Lund Poulsens fremtid som formand. Venstre-profilen Christian Friis Bach har blandt andet sagt til Ekstra Bladet:
»Jeg tænker selvfølgelig, at der skal være en dialog i Venstre om det her resultat – og hvad vi gør ved det.«
Og selv om de samtaler måske endnu ikke fylder åbent i Venstre, kan de hurtigt blive aktuelle, vurderer Henrik Qvortrup.
Stephanie Lose har fået 31.008 personlige stemmer, mens Troels Lund Poulsen har fået 19.854 personlige stemmer.

