Herning Kommune har lavet en fejl på stemmesedlerne, så der ikke er noget afkrydsningsfelt ud for partiet Enhedslisten.
Det siger valggeneral og chefjurist Peter Vallentin til TV 2.
På grund af fejlen bliver borgere ved stemmestederne vejledt om, at en stemme bliver godkendt, hvis man sætter kryds før eller efter partinavnet eller i en af kandidatboksene under partiet. Der bliver opsat skilte ved valgstederne.
Vallentin kalder situationen "møgirriterende".
- Der må vi bare lægge os fladt ned og sige, at det er en fejl, siger han.
Valggeneralen fortæller til TV 2, at Herning Kommune har søgt råd hos Indenrigsministeriet i sagen.
Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, siger, at man i partiet betragter fejlen som "ret alvorlig".
- Jeg er forundret over, at jeg ikke har hørt fra hverken valgbestyrelsen eller Indenrigsministeriet endnu i forhold til, hvordan man har tænkt sig at rette op på fejlen, siger han til Ritzau.
Ud over de opsatte skilte mener han, at man også skal orientere vælgerne mundtligt, når de får udleveret stemmesedlen.
- Der er jo borgere, som er ordblinde, eller borgere, der på et hektisk valgsted overser en skriftlig besked. Det er afgørende, at man bliver orienteret om, at der er en fejl, og at man godt kan sætte sit kryds der, siger Hvelplund.
Han blev bekendt med fejlen kort efter 10.30, da en vælger i Herning Kommune indsendte et billede af stemmesedlen.
Enhedslisten har bedt både Indenrigsministeriet og valgbestyrelsen i Herning Kommune om en skriftlig orientering. Den kan blive afgørende for, om partiet har tænkt sig at klage over fejlen.
- Det her er lige så meget et principielt spørgsmål om, at vi skal have respekt for valghandlingen.
- Det her er en dag, hvor vi alle sammen er helt lige i forhold til at gå ned og sætte et kryds, og de, der stiller op, skal behandles fuldstændig ens på en stemmeseddel, siger Hvelplund.
Der er i alt 26 stemmesteder i Herning og knap 71.000 stemmeberettigede borgere.
Hernings borgmester er Venstres Dorte West, og inden da havde Lars Krarup fra samme parti siddet på posten fra 2007 til 2021.
Herning har mange år været kendetegnet ved tung venstredominans, og ved det seneste kommunalvalg i 2021 endte Venstre på 50,5 procent af stemmerne.
Det var endda en tilbagegang på 5,1 procentpoint sammenlignet med 2017.
Imens fik Enhedslisten i 2021 1,7 procent af stemmerne i Herning.
/ritzau/
