Statsministeriet meddeler, at ministeriet tilbagekalder den disciplinære advarsel, som departementschef Barbara Bertelsen blev tildelt den 24. august 2022 i forbindelse med Minksagen.

Det oplyser Statsministeriet i en afgørelse, som er underskrevet af statsminister Mette Frederiksen (S).

Advarslen til Barbara Bertelsen blev givet, fordi hun ikke have sikret sig, at der var hjemmel til at aflive alle mink før det pressemøde den 4. november 2020, hvor Mette Frederiksen sagde de berømte ord »alle mink skal aflives«.

Da statministeriet gav advarslen til Barbara Berstelsen, lagde ministeriet vægt på, at pressemødet ifølge Minkkommissionens vurdering havde karakter af en »klart ulovlig instruks«.

Siden da er der kommet en ny vurdering, der konkluderer, at pressemødet ikke retligt kan karakteriseres som en instruks, men bare var »en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet«.

Den nye vurdering kom i februar fra en højesteretsdommer og to landsdommere, der var sat til at gennemføre et tjenstligt fohør af rigspolitichef Thorkild Fogde om hans rolle i forbindelse med pressemødet 4. november 2020.

Og det er den nye vurdering af, om pressemødet, hvor Mette Frederiksen sagde, at alle mink skulle aflives, kan betragtes som en instruks eller ej, der er afgørende for, at advarslen til Barbara Bertelsen trækkes tilbage.

»Statsministeriet finder ikke grundlag for at tilsidesætte forhørslederens vurdering af, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 ikke havde retlig karakter af en instruks,« står der i den nye afgørelse underskrevet af Mette Frederiksen selv.

Det er ikke kun Barbara Bertelsen, der slipper for kritik.

Efterfølgende har Justitsministeriet tilbagetrukket en irettesættelse af Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, og en advarsel til ministeriets afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen.

»På baggrund af forhørsledelsens beretning har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten vurderet, at grundlaget for Minkkommissionens kritik af Johan Legarth og Anne-Mette Lyhne Jensen er bortfaldet, og at Johan Legarth og Anne-Mette Lyhne Jensen således ikke har medvirket til tilsidesættelse af legalitetsprincippet eller sandhedspligten i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf,« skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.