For Helle Thorning-Schmidt er det ikke en fordel, at hun er en kvinde. Tværtimod. Hun mangler autoritet, fordi hun ikke er en mand, mener en tidligere S-borgmester.

Nederdel, langt hår og bryster er ikke det, vi kæder sammen med autoritet og respekt. Og derfor er statsministerens køn ikke kommet hende til gode. Det mener i hvert fald den tidligere S-borgmester i Herlev, Kjeld Hansen, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Den tidligere borgmester synes ikke, at Thornings person kalder på helt så meget autoritet som forgængerne på posten, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

- Det lugter lidt af, at hendes meget tydelige kvindelige træk udfordrer statsministerrollen - på en eller anden måde er der ikke den samme autoritet omkring hende, som hvis det havde været en mand med et stramt slips, siger han til NORDJYSKE Stiftstidende.

Samtidig peger han på, at især mandlige journalister stikker mere til hende, fordi de »måske af genetiske årsager« føler, at hun er svagere end dem.

- Jeg savner, at hun træder i karakter som statsminister. Hun er nødt til at signalere: det er altså mig, der er statsministeren. Hun er ikke pædagog eller mødeleder, siger Kjeld Hansen.

Den holdning får dog andre til at ryste på hovedet. Tidligere overborgmester i København Ritt Bjerregaard (S) tvivler overhovedet ikke på, »at der er mænd derude med den opfattelse«.