V forhandler ikke om udligning, før statsministeren har overbevist om, at regeringen gerne vil lave en aftale.

Venstre møder ikke op til flere forhandlinger om en reform af det kommunale udligningssystem, før statsminister Mette Frederiksen (S) kan forsikre om, at regeringen gerne vil lave en bred aftale med Venstre.

Det siger partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, efter at en intern mail viser, at Socialdemokratiet under forhandlinger om en udligningsreform har planlagt "angreb på Venstre". Det sker parallelt med forhandlingerne.

- Regeringen må svare på, hvad den nu vil gøre for at genopbygge lidt af den tillid, som har fået et alvorligt knæk. Før møder vi ikke op, siger hun.

- Det må statsministeren i sidste ende svare på.

Det er Jyllands-Posten, som er kommet i besiddelse af mailen, som er sendt fra Socialdemokratiets politik- og presseafdeling (AIA) til en række centrale særlige rådgivere, ordførere og partiansatte.

Ifølge mailen skal "angrebene" mod Venstre ske i samarbejde med Statsministeriet, Finansministeriet og Social- og Indenrigsministeriet.

- Vi bliver ganske enkelt nødt til at vide, om regeringen faktisk ønsker reelle forhandlinger, som de siger udadtil, eller om den ene og alene vil køre fordækt dobbeltspil, hvor Mette Frederiksen og regeringen er mest optaget af at underminere dem, de sidder og forhandler med, siger Sophie Løhde.

Hun vil ikke komme nærmere ind på, hvad der helt konkret skal til, før tilliden kan blive genoprettet.

Udligningssystemet sender hvert år milliarder af kroner fra kommuner med overskud til kommuner med underskud.

Alle er enige om, om systemet trænger til en overhaling, men det er følsomme forhandlinger, for der er risiko for at gøre borgmestre i hele landet utilfredse.

Socialdemokratiet har ikke lagt skjul på, at ønsket er at få Venstre med i en aftale. Både S og V er store borgmesterpartier, og det er derfor vigtigt for dem begge at få indflydelse på reformen.

I Socialdemokratiet mener finansordfører Christian Rabjerg ikke, at tilliden til Venstre er brudt. Han håber stadig, at der lander en bred aftale.

- Der er ingen grund til at være nervøse for, at vi kunne finde på at kompromittere den fortrolighed, der selvfølgelig skal være, siger han til Jyllands-Posten.

- Den interne mail er holdt i et kontant sprog og udtrykker sig på en anden måde, end man normalt ville. Hvis nogen føler sig stødt, skal jeg være den første til at beklage, siger han til avisen.

Det er planen, at en reform skal være forhandlet på plads i marts, så den er på plads, inden forhandlingerne med kommunerne om økonomien for 2021 begynder.

De to parter mødtes søndag. Forhandlingerne stoppede dog efter under en time ifølge DR.

/ritzau/