Mette Frederiksen går nu i rette med en udtalelse, som Nye Borgerliges Mette Thiesen kom med mandag morgen, da hun gæstede P1 Morgen.

'Nye Borgerlige mener tilsyneladende, at man skal kunne fravælge medarbejdere i ældreplejen – også på baggrund af homoseksualitet, eller fordi de er jøder. Det er et forslag, som er ødelæggende for ethvert samfund. Også det danske,' skriver Mette Frederiksen på sin Facebook-profil.

Denne morgen fortalte Mette Thiesen, at hun mente, at det skal være de ældres suveræne ret at bestemme, hvem der kommer i deres hjem. Den ældre skal således kunne afvise en konkret hjemmehjælper uanset årsag.

Mette Thiesen blev så spurgt, om det for eksempel skulle kunne gælde homoseksuelle og jødiske hjemmehjælpere. Det bekræftede Thiesen.

»Helt overordnet, så skal man have mulighed for at sige nej tak til en, der kommer ind i ens hjem,« siger Mette Thiesen og fortsætter:

»Jeg hører, at nogle er utrygge ved de muslimske tørklæder. Det kan også i princippet være en hjemmehjælper, der har tatoveringer i hele hovedet, som den ældre er utryg ved. Kernen er jo, at det er de ældre, som skal acceptere, hvem der kommer i deres hjem,« siger Mette Thiesen.

Udtalelserne blev hurtigt udlagt på sociale medier, som om Mette Thiesen ville diskriminere direkte mod jøder og homoseksuelle, men retteligt mener Thiesen, at de ældre skal bestemme suverænt, hvem der skal komme i deres hjem uanset årsag.

Nye Borgerlige har bragt et indlæg på deres hjemmeside, som præciserer deres holdning på området.