Mette Frederiksen (S) mener ikke, at manglende lovgrundlag til minkaflivning i sidste ende er hendes ansvar.

Der manglede lovgrundlag for at aflive de mange millioner mink, da statsminister Mette Frederiksen (S) i november sidste år gav besked om, at dyrene skulle lade livet på grund af en coronamutation.

Men ifølge statsministeren er det ikke hendes ansvar, selv om hun er regeringsoverhoved.

- Nej, jeg mener ikke, at man kan sige, at hvis jeg ikke er blevet tilvejebragt nødvendig oplysning, at jeg så står til ansvar for det, siger hun på et pressemøde onsdag aften.

De omkring 15 millioner mink blev aflivet, efter at der blev konstateret en coronamutation - cluster-5 - blandt dyrene.

Frygten var, at kommende vacciner ikke ville være lige så effektive over for den mutation som det oprindelige virus.

Sagen om den manglende lovhjemmel endte med at koste Mogens Jensen (S) jobbet. Han var minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling samt minister for nordisk samarbejde.

Problemet blev ikke tørret af på ham, siger statsministeren.

- Jeg mener ikke, at der er tale om at tørre et ansvar af på nogen, siger Mette Frederiksen onsdag.

Beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg om aftenen tirsdag den 3. november sidste år. Det bliver meldt ud til offentligheden på et pressemøde næste aften.

Den følgende weekend kommer det frem i medierne, at der muligvis ikke er lovgrundlag til at kræve de mink aflivet, der er raske og langt væk fra smittede farme.

Alligevel blev det beskeden på pressemødet for et år siden, og politiet ringede efterfølgende til minkfarmere og gentog, at de skulle aflives. Og hvis det blev gjort straks, ville de kunne få en tempobonus.

18. november 2020 kostede sagen Mogens Jensen ministerposten.

En kommission er nedsat for at undersøge forløbet, hvor der blev givet ordre om at taget livet af minkene, selv om der ikke var hjemmel til det. Mette Frederiksen er indkaldt til at vidne den 9. december i år.

På pressemødet onsdag fastholder statsministeren, at hun intet vidste om, at der manglede lovgrundlag, da hun gav besked om de facto at lukke minkerhvervet i Danmark.

- Jeg har ikke haft noget ønske om eller behov for at dække over noget som helst, siger hun.

/ritzau/