Regeringen indkalder sandsynligvis til pressemøde onsdag om indsatsen for at inddæmme coronavirus i lyset af den nye smitsomme variant, Omikron.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag under et kort pressemøde på Christiansborg.

- Vi arbejder lige nu efter et pressemøde i morgen, hvor vi forhåbentlig kan give klar besked, siger hun.

Hun afviser at svare på, hvilke restriktioner eller tiltag der kan komme i spil.

Det skyldes, at Epidemikommissionen endnu ikke er kommet med sin indstilling til, hvilke restriktioner der er mulige for at bryde smittekæderne.

Inden pressemødet skal Epidemiudvalget i Folketinget mødes for at drøfte eventuelle restriktioner på baggrund af indstillingen fra kommissionen.

Befolkningen kan forvente yderligere restriktioner.

- Den nye variant, der er kommet nu, som er meget smitsom, der kan man forvente, at vi får behov for yderligere initiativer. Men jeg kommer ikke med konkrete bud.

- Jeg kan sige helt overordnet, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå en nedlukning, som vi har været igennem før. Vaccinerne er supervåbnet. Derfor har vi holdt flere pressemøder om vacciner, siger Mette Frederiksen.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde tidligere tirsdag, at man bør overveje at lukke nattelivet set i lyset af de stigende smittetal.

Det vil i så fald være en politisk beslutning.

/ritzau/