Forhandlingerne om en finanslov for næste år bliver svære, lyder det fra finansminister Bjarne Corydon efter møder med Enhedslisten og Venstre.

Tirsdag aften lød det officielle startskud til forhandlingerne om en finanslovsaftale for næste år.

Både Enhedslisten og Venstre troppede op i Finansministeriet med forskellige krav under armene, og forude venter der svære forhandlinger, vurderer finansminister Bjarne Corydon (S).

- Det bliver svært, fordi vi forhandler finanslov i en økonomisk krise. Vi forhandler med nogle partier, der gør, hvad de kan for at få mest muligt ud af det. Sådan er politik, men vi tager som regering ansvaret for, at det her bliver ordentlig og ansvarligt, siger han.

På den ene side kræver Enhedslisten, at der bliver fundet en løsning på dagpengeproblemet - en redningskrans til de tusindvis af danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet - på den anden side ønsker Venstre en erhvervskattepakke, der skal lette byrderne for dansk erhvervsliv, og at regeringen fortsætter i reformsporet.

Bjarne Corydon vil efter det første officielle møde med partierne ikke tilkendegive, om han ønsker en blå eller rød finanslovsaftale.

- Vi er en regering, der regerer det her land på en ny måde. Vi stiller os i midten. Vi er villige til at indgå kompromisser både til højre og venstre. Hvis man vil tage ansvar, kan man få indflydelse, siger Bjarne Corydon, der dog kalder begge møder konstruktive.

Både Enhedslisten og Venstre bliver således inviteret til forhandlingsbordet igen, og det forlader Enhedslisten ikke frivilligt.

- De kommer til at smide os ud af de forhandlingslokaler. For os at se er det helt nødvendigt, at den finanslov bliver lavet sammen med Enhedslisten, for det er den måde, vi kan sikre, at der bliver fundet en løsning for de mange tusinde, der står til at falde ud af dagpengesystemet, siger politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen, der kalder kravet om en løsning ultimativt.

- Det er et ultimativt krav, at der bliver fundet en løsning på det meget, meget store problem at rigtig mange mennesker står til at falde ud af dagpengesystemet. Hvilken løsning det skal være, det er vi klar til at forhandle, siger hun.

Enhedslisten sad en hel time ved forhandlingsbordet med finansministeren, mens Venstre bare fik tyve minutter, og det tyder ikke godt, mener Venstre.

- Jeg kunne se, at regeringen havde mere at tale med Enhedslisten om, end den havde med os, og jeg håber ikke, at jeg deri skal lægge, at regeringen vælger en vej med Enhedslisten, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen.

Ifølge finansministeren skal Venstre-manden dog ikke lægge for meget i mødernes længde.

- Han skal ikke lægge noget i det. Vi har holdt sættemøde her til aften. Vi har talt med partierne om rammerne for de forhandlinger, der kommer, siger Bjarne Corydon, der også bemærker, at mødet med Venstre lå tættere på sengetid.

Onsdag formiddag er det Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservatives tur til at præsentere deres syn på en finanslov for regeringen.