Skattedirektør Lisbeth Rasmussen fortalte for en uge siden i skattesagskommissionen, at den socialdemokratiske ledelse i 1999 sendte et brev til Skat København med krav om, at Helle Thorning-Schmidt skulle betale skat af sine vederlag fra Europa-Parlamentet. Selvom Thorning ikke var skattepligtig i Danmark.

BT har siden Lisbeth Rasmussens forklaring forsøgt at opklare, hvem der sendte brevet, hvad man skrev og i givet fald hvorfor.

- Få styr på jeres fakta, svarede Helle Thorning selv, da hun blev spurgt om det på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet i denne uge.

- Poul har ingen kommentarer til sagen, siger daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens pressekoordinator.

- Det husker jeg ikke noget om, siger daværende finansminister Mogens Lykketoft.

- Jeg kommenterer af princip ikke personalesager, siger Willy Stig Andersen, der var partisekretær i 1999.

Men det er kun Socialdemokraterne, der kan hjælpe med de fakta, der kan opklare, om S-toppen støttede Thorning eller stak hende, da man henvendte sig til Skat i 1999. Og Socialdemokraterne forholder sig tavse. Det står klart, at Socialdemokraterne vedtog et sæt etiske retningslinjer for EU-parlamentarikere i 1999, hvor det var et krav, at man havde bopæl i Danmark, og at man skulle betale dansk skat.

Det står også klart, at Helle Thorning-Schmidt flyttede med familien til Belgien ultimo oktober 1999, hvor hun var blevet valgt til parlamentet i juni. Helle Thorning-Schmidt var klar over, at hun ville slippe billigere i skat, hvis hun bosatte sig i Belgien. Det fremgår af bogen ’Den første - en samtale med Helle Thorning’, som er skrevet af hendes nuværende rådgiver, Noa Redington. Her siger Thorning blandt andet:

- Jeg ønskede at bevare min tilknytning til Danmark, og så ville jeg fortsætte med at betale skat herhjemme, hvilket absolut ikke var en god forretning, siger Helle Thorning i bogen.