I tre år har de såkaldte stærekasser stået på 11 udvalgte steder i Danmark og holdt øje med, om de forbipasserende bilister overholder fartgrænserne.

Det har de gjort så godt, at bilisterne har kvitteret med at sænke farten med 10 kilometer i timen i gennemsnit – og på Vilsundvej ved Nykøbing Mors endda med 22 kilometer i timen i nordvestlig retning.

Det har givet transportminister Benny Engelbrecht mod på at placere flere af disse kontroller andre steder i landet. Han siger til Jyllands-Posten:

»Min ambition er at komme i gang i løbet af 2022, og det er min klare forventning, at vi får flere faste kontroller både i form af stærekasser og såkaldte strækningskontroller, der måler over en længere strækning,« siger han til avisen.

Ministeren bakkes op af trafikprofessor Mogens Fosgerau, der konstaterer, at Danmark er langt bagefter resten af Europa, når man ser på antallet af automatiske fartkontroller.

Til gengæld peger Harry Lahrmann, der er trafikforsker ved Aalborg Universitet, på en udfordring ved stærekasserne.

»Vi har 20 stærekasser, og hvis de får bilisterne til at sætte farten ned én kilometer før og én kilometer efter stærekassen, så får de måske bilisterne til at sætte farten ned på cirka 20 kilometer vej.«

»Det betyder, at der er 72.000 kilometer vej, der ikke er dækket,« siger han til Jyllands-Posten.

Harry Lahrmann peger i stedet på strækningskontrol som en anden løsning på for høj fart.

Her måler man bilisters gennemsnitsfart over en længere strækning på flere kilometer. Den type kontroller er på vej både på Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Hvordan det ender, afhænger af forhandlinger imellem partierne bag infrastrukturaftalen senere i år.

Men transportministeren tør godt love, at der ikke bliver mindre fartkontrol.

»Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal lave flere kontroller, men om hvor mange flere vi skal lave. Og om vi skal lave det som punktkontroller eller strækningskontroller,« siger han til Ritzau.

De 20 stærekasser – de fleste steder er der sat to op, der måler i hver sin retning – har kostet 25 millioner kroner at etablere. De har tilsammen medvirket til, at der er udstedt bøder for godt 220 millioner kroner.

/ritzau/

Andre læser også