Det kan sagtens være en kendt politisk kommentator, der har været ghostwriter på bogen 'Den hemmelige socialdemokrat'.

Det vurderer sprogforsker Klaus Kjøller, der er lektor på Institut for for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, om bogen, der beskriver en række interne stridigheder i Socialdemokratiet, skriver Metroxpress.



Forlaget bag bogen fastslår, at den er skrevet af et medlem af Socialdemokraternes folketingsgruppe, og adskillige mistænkte S-politikere har siden bogen kom frem pure afvist at være den anonyme forfatter, som allerede er lagt for had hos S.

Men det er ikke nødvendigvis S-politikeren selv, der har siddet ved tasterne, vurderer Klaus Kjøller. Han fremhæver, at skribenten er en, der vant til at skrive satirisk.


- Den hemmelige socialdemokrat har formentlig fået hjælp af en politisk journalist, som er vant til at skrive satirisk. Jeg siger ikke, at det er dem, men den sproglige stil sender tankerne hen på en Henrik Qvortrup eller Bent Falbert. Det er en i den vægtklasse, siger han til Metroxpress.

Særligt beskriver Klaus Kjøller sproget som 'typisk mandesprog', og peger på den del i bogen, der lyder: 'Prøv at se der', hviskede Trøjborg og puffede mig i siden, mens Lykketoft talte. 'Skrigeskinken står og tuder som en pisket'.



Klaus Kjøller har desuden Rasmus Prehn som favorit til at være manden bag bogen.

- Hvis det ikke er ham, sidder der et infamt medlem af folketingsgruppen, der har fornøjelse af se ham lide, siger Klaus Kjøller til Metroxpress.