Miljøministeren indskærper regler efter udslip af sprøjtemidler fra gartnerier i Odense, skriver ministerium.

Sprøjtemidler, der kun er tilladt indendørs, er fundet uden for gartneriområder i Odense.

Miljøministeren vil derfor indskærpe regler, oplyser miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er uacceptabelt, at gartnerierne ikke har styr på deres brug af sprøjtemidler. Reglerne i Miljøstyrelsens vejledning er ikke nye. Det er krav, gartnerierne i forvejen skal leve op til.

- Derfor er det vigtigt, at gartnerierne enten sikrer sig, at deres væksthuse er lukkede eller lader være med at bruge sprøjtemidler, der er ulovlige til udendørs brug, skriver miljøminister Lea Wermelin (S).

Ifølge ministeriet er der gjort fund af sprøjtemidlerne i spildevand fra gartnerier og i mindre vandløb omkring dem i Odense Kommune.

Det kan kun ske, hvis væksthuse - store drivhuse hovedsageligt til kommercielt brug - ikke er ordentligt lukkede eller ikke håndterer deres spildevand eller planteaffald ordentligt.

Allerede i 2015 viste en undersøgelse foretaget af Dansk Gartneri, branchens interesseforening, store mangler og udslip af kvælstof og ulovlige pesticider fra gartnerier, hvoraf der er ganske mange i Odense Kommune.

I 2017 viste en undersøgelse, at problemerne var fortsat.

- Man vælger sommetider ligesom at lukke øjnene for tingene. Arbejdspladser er vigtigere end miljøet. Men det er sgu for dårligt, sagde Kurt Due Johansen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odense, til TV 2/Fyn i det år.

Problemerne førte til, at et bredt flertal i Folketinget indførte en ny politik på området kaldet "Pesticidstrategi 2017-21".

Tiltaget, som er beskrevet i pressemeddelelsen, lyder på en vejledning gartnerierne og anbefalinger til kommuner om, hvad de skal være opmærksomme på, når de godkender gartnerier.

- Jeg ser meget alvorligt på fund af ulovlige sprøjtemidler i naturen.

- Den brede aftalekreds bag pesticidstrategien vil sikre, at der kommer styr på gartneriernes brug af sprøjtemidler, så dem, der kun er godkendt til indendørs brug, ikke slipper ud i miljøet, skriver Lea Wermelin.

Hun skriver desuden, at hun ser frem til branchens egne forslag til, hvordan problemet kan løses.

/ritzau/