Venstre-profilen Ellen Trane Nørby erkender nu, at hun har givet forkerte oplysninger til både BT og TV2 om sin mors bestyrelsespost på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Som BT i går afslørede har Ellen Trane Nørby i en mail 23. maj til kulturminister Uffe Elbæk (R) skældt ud over at være fejlinformeret om, at museet samme dag havde fået afslag på statsstøtte fra Kulturstyrelsen. Tre uger efter stillede hun 696 spørgsmål til kulturministeren om statsstøtte til museer i Danmark.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, udtalte i går i BT, at hendes mor, Merete Nørby, først kom ind i bestyrelsen for museet, efter at Ellen Trane Nørby var begyndt at interessere sig for landets museer. Dermed ville Ellen Trane Nørby tydeliggøre, at det ikke er på grund af moderen, at hun gerne ser museet i Lemvig få statsstøtte, der ligger på 800.000 kr. om året.

På TV2 News i går lød det sådan fra Ellen Trane Nørby:

- Jeg har beskæftiget mig med den her sag, før min mor kom ind i museets bestyrelse. Hun har ingen interesse i det her, svarede Trane Nørby og tilføjede:

- Jeg har fulgt museumsområdet, siden jeg blev kulturordfører i 2005.

Men det er forkert, indrømmer Ellen Trane Nørby.

- Jeg er blevet opmærksom på, at min mor har været frivillig i bestyrelsen på museet i længere tid, end jeg var klar over. Det er min fejl, siger hun.

Indrømmelsen kommer, efter bestyrelsesformanden for museet, Kurt V. Andersen, i går udtalte til Dagbladet Struer, at Merete Nørby har siddet i bestyrelsen for museet i over ti år. Altså mindst tre år før Ellen Trane Nørby blev kulturordfører – og med egne ord – begyndte at interessere sig for museer.

- Vi har i vores kamp for at opnå en statsanerkendelse selvfølgelig kontaktet en række centrale politikere, heriblandt Ellen Trane Nørby. Det er naturligt, at vi i bestyrelsen har brugt de kontakter, vi har til de forskellige partier. Ellen Trane Nørbys mor, Merete Nørby, sidder da rigtigt nok i bestyrelsen. Det har hun gjort i over 10 år – længe før Ellen Trane Nørby blev aktiv politiker på Christiansborg, sagde formanden til avisen.