I Region Sjælland koster en coronavaccine op mod 31.000 kroner, og det er langt mere end flere andre regioner.

Det har DR afdækket.

Corona bliver ellers ikke længere betragtet som en alment farlig sygdom, og vaccinesæsonen sluttede 28. februar.

Alligevel skal regionerne fortsat tilbyde coronavaccinen til særligt udsatte danskere, og danskere, der ikke har fået op til tredje stik.

Og det koster altså særligt i Region Sjælland med en gennemsnitspris på 30.626 kroner pr. stik.

Et »eksorbitant« beløb, vurderer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

»Det er klart, at der er blevet spildt skattekroner, når man har haft store vaccinationscentre stående bemandet, varmet op og så videre, og der ikke har været nogen i dem,« siger han til DR.

Han påpeger, at setuppet har været »utidssvarende,« i forhold til den opgave, corona er nu, fordi det normalt koster et par hundrede kroner at give en vaccination.

Årsagen til den svimlende pris er, at regionerne har overtaget regningen fra staten for udgifterne 1 marts. Og i Region Sjælland har man fortsat seks vaccinecentre åbne til en udgift på 12,3 millioner kroner.

Det dækker blandt andet lokaler, løn og lejemål, som regionen først har opsagt efter slutningen på vacinesæsonen.

Til sammenligning koster et stik kun 229 kroner i gennemsnit i Region Hovedstaden, der som den eneste region har valgt at lukke alle centre og sende opgaven ud til apotekerne.

Til DR siger Jakob Kjellberg fra Vive, at Region Hovedstaden har valgt den rigtige løsning.

Hos topscoreren for udgifter i Region Sjælland siger den ansvarlige Trine Holgersen, at den høje pris særligt skyldes udgifter til løn og lokaler, som skal betales i en opsigelsesperiode.

»Vi er forpligtet til at betale løn i opsigelsesperioden. Og det er de udgifter, vi ser aktuelt,« siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland til DR.

Her siger hun også, at det har været vigtigt for Region Sjælland at sikre nærhed.