Liberal Alliances spidskandidat i Aalborg har mildt sagt ikke fået den start på valgkampen, hun kunne have ønsket sig.

Forklaringen skal ikke findes ved vælgermøder, debatter eller i lygtepæle, men derimod ved en privat sammenkomst.

For 16. oktober deltog Sólbjørg Jakobsen i et arrangement, der endte med, at hun blev slået omkuld. Og slaget var så hårdt, at hun blev slået bevidstløs og pådrog sig hjernerystelse.

»Det var en yderst ubehagelig episode. Jeg blev slået bevidstløs, så jeg ved ikke selv, hvad der er sket, men har fået fortalt det siden,« fortæller Sólbjørg Jakobsen til B.T.

En veninde forsøgte at beskytte Sólbjørg, men endte selv med at få blå mærker.
En veninde forsøgte at beskytte Sólbjørg, men endte selv med at få blå mærker. Privatfoto

Der gik et par dage, før hun var klar over, at hun nok havde fået hjernerystelse. Noget, som hendes læge kunne konstatere to dage senere.

»Først er man jo i chok over det, der er sket, og så mærker man eftervirkningerne senere,« forklarer politikeren, der understreger, at overfaldet ikke var politisk motiveret.

Episoden skete under et privat middagsselskab, hvor en 'nær relation' havde drukket sig beruset. Efterfølgende opstod en diskussion, hvorefter hun blev tildelt et slag af vedkommende. Af hensyn til den nære relation ønsker hun ikke at uddybe dette yderligere.

Allerede en uge efter den voldsomme oplevelse blev valgkampen frem mod kommunalvalget nemlig skudt i gang, da der blev givet grønt lys til at hænge valgplakater op. Og hændelsen har gjort valgkampens start vanskelig.

»Det gør det jo noget mere udfordrende at føre valgkamp sådan her,« forklarer Sólbjørg Jakobsen.

Hun har også siden deltaget i debatter, selv om hun haft hjernerystelse.

»Den første var jeg til allerede inden, det var gået op for mig, hvad der egentlig var sket,« siger Sólbjørg Jakobsen og fortsætter:

»Der kunne jeg godt mærke, at jeg ikke helt var mig selv. Det, der faktisk generede mig allermest, var, at jeg var så blå og gul i hovedet, så jeg brugte virkelig lang tid på at dække mit ansigt.«

Ni dage efter hændelsen.
Ni dage efter hændelsen. Privatfoto

Dagen efter den første debat tog hun derfor til lægen, der altså konstaterede, at der var tale om hjernerystelse.

»Jeg spurgte min læge om det. Det, jeg fik at vide, var, at hvis jeg begynder at blive svimmel igen, så er der ikke noget, der hedder debat. Men hvis jeg kan holde det nede, er det okay med lidt valgkamp,« siger Sólbjørg Jakobsen.

Selvom hun har deltaget i to debatter allerede og har flere på programmet, har politikeren alligevel valgt at skrue ned for aktiviteten.

»Min næstformand har taget en debat for mig, ligesom andre kandidater og LAU-formanden også hjælper til,« siger hun.

Over for B.T. siger hun, at politiet ikke er involveret i sagen.

»Jeg politianmeldte det ikke, og det har jeg stadig ikke gjort.«

Hvordan kan det være?

»På grund af den nære relation,« påpeger hun, hvilket politiet også har respekteret, siger hun.

Tiden læger som bekendt alle sår, og den liberale politiker kan da også mærke, at det går fremad, selvom hun stadig er påvirket af hjernerystelsen.

»Jeg bliver lidt mere udmattet og har svært ved at holde fokus, men jeg er jo i politik, fordi jeg elsker det, og for hver dag der går, går det bedre,« siger Sólbjørg Jakobsen.

»Det er jo først, når jeg kommer ind i byrådet, at jeg skal give den en skalle,« siger hun med selvtillid i stemmen.

I det nuværende byråd er Liberal Alliance ikke repræsenteret, men det forventer Sólbjørg Jakobsen, der bliver lavet om på.

»Vi skal ind og skabe mere frihed for borgerne og fleksibilitet til erhvervs- og familieliv. Jeg kan mærke en liberal optimisme i Aalborg, og vi går frem på landsplan,« slutter Sólbjørg Jakobsen.

Der er valg til byråd og regionsråd 16. november.