LA-folketingskandidat Martin Mickey Pedersen mærker nu for alvor konsekvenserne af sin kritik af formanden Alex Vanopslagh.
Han er nemlig blevet ekskluderet af partiets Storkreds på Sjælland.

Det skriver Liberal Alliance Sjælland Storkreds i en mail til Martin Mickey Pedersen i mail, som B.T. er i besiddelse af, og kan ses i sin fulde længde i bunden af artiklen.
Martin Mickey Pedersen udtalte sig mandag kritisk om Alex Vanopslagh på grund af LA-lederens kokainsag.
Herefter fik han mundkurv på af partiet, men tirsdag valgte han at flå den af og komme med fornyet kritik af Vanopslagh i B.T.
Det får nu konsekvenser for LA-kandidaten at sige sin mening.
'På baggrund af din udtalelse i BT her har bestyrelsen i Liberal Alliance Sjællands Storkreds enstemmigt vedtaget at ekskludere dig fra partiet.'
'Du er hermed heller ikke længere folketingskandidat for partiet, men vi kan ikke nå at tage dig af listen', står der i mailen til Martin Mickey Pedersen.
B.T. har været i kontakt med Rolf Larsen, som er formand for Liberal Alliances Sjællands Storkreds.
Det er få timer siden, B.T. bragte Martin Mickey Pedersens seneste kritik. Har sekretariatet eller Alex Vanopslagh selv været inde over beslutningen?
»Jeg taler dagligt med sekretariatet, så de er naturligvis orienteret. Men jeg har ikke yderligere kommentarer. Vi holder den slags internt i partiet,« siger Rolf Larsen.
Mailen til Martin Mickey Pedersen kan ses her:



