Siden Lars Løkke Rasmussen (V) langede ud efter sit eget partis politiske linje i bogen 'Om de fleste og det meste', har spekulationerne om hans fremtid været brandvarme.

Er Lars Løkke på vej med et nyt parti? Eller træder han helt ud af dansk politik, når det rigtige jobtilbud kommer?

Løkke selv holder alle muligheder åbne:

'Jeg dur simpelthen ikke til at være halvt med. Og derfor er jeg nødt til snart at træffe mit valg: Enten må jeg acceptere, at den politiske dør er lukket bag mig. Eller også må jeg snurre rundt på hælene og slå den ind igen. På den ene eller den anden måde', skriver Løkke i sin bog.

Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste" på restaurant Toldboden på Langelinie i København mandag den 31. august 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste" på restaurant Toldboden på Langelinie i København mandag den 31. august 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

Men hvis Løkke stiller sig i spidsen for et nyt midterparti, står der ifølge en ny måling fra YouGov masser af vælgere klar til at støtte ham.

I målingen, som YouGov har lavet for B.T., svarer tre procent af de adspurgte, at de 'med sikkerhed vil stemme på Lars Løkke Rasmussen og hans parti'.

Samtidig svarer 16 procent, at de vil overveje at stemme på et eventuelt nyt parti med Lars Løkke Rasmussen.

Målingen, der i princippet ville sende et nyt Lars Løkke-parti over spærregrænsen, bekræfter en anden YouGov-måling fra september, som stort set tegnede det samme billede.

(ARKIV) Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 16. november 2019. Det var en vred og skuffet Lars Løkke Rasmussen, der i 2019 kastede håndklædet i ringen og forlod formandskabet i Venstre. I ny bog åbner han op for genkomst. Det skriver Ritzau, lørdag den 29. august 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 16. november 2019. Det var en vred og skuffet Lars Løkke Rasmussen, der i 2019 kastede håndklædet i ringen og forlod formandskabet i Venstre. I ny bog åbner han op for genkomst. Det skriver Ritzau, lørdag den 29. august 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Henning Bagger

Men at næsten hver femte af de adspurgte vil eller overvejer at stemme på et parti, som endnu ikke eksisterer, vidner om, at det er Løkke og ikke et nyt parti, som vælgerne vil have.

»Det er jo Lars Løkke, hans politiske cv og kompetencer, som vil trække stemmer. Et nyt midterparti er nok ikke noget, som vælgerne umiddelbart strømmer til,« siger Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved Københavns Universitet.

Lars Løkke sendte i slutningen af august en hård kritik af sted mod sit eget parti, da han i flere interviews direkte lagde sig ud med Venstre-ledelsens linje.

I stedet for at isolere sig i den borgerlige blok mener Løkke, at Venstre skal trække ind mod midten i dansk politik og søge et samarbejde med eksempelvis De Radikale og Socialdemokratiet.

Jakob Ellemann-Jensen, formand, Venstre taler ved Dansk Erhvervs Årsdag som afholdes i Øksnehallen i København, torsdag den 10. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Jakob Ellemann-Jensen, formand, Venstre taler ved Dansk Erhvervs Årsdag som afholdes i Øksnehallen i København, torsdag den 10. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Men hvis Løkke vil stifte et parti i midten af dansk politik, placerer han sig et sted, hvor succesraten er lille.

»Det er et sted, hvor mange partier dør. Bare se på Centrumdemokraterne og senest Fremad. Kristendemokraterne har også deres vanskeligheder,« siger Kasper Møller Hansen.

»Nye midterpartier har generelt svært ved at markere sig på markante sager, fordi pragmatisme er del af idéen bag et midterparti,« siger han.

I tirsdags måtte de tidligere LA-politikere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund opgive det nye parti Fremad efter under et års levetid. Et parti, som minder om de idéer, Lars Løkke har turneret med.

Alligevel mener Kasper Møller Hansen, at Lars Løkke har en 'ganske fin chance' for at klare spærregrænsen med et nyt midterparti.

»Mon ikke Lars Løkke som leder af et nyt parti vil kunne samle over to procent af stemmerne,« siger han.

Valgforskeren vil heller ikke afvise, at Løkke faktisk stifter et nyt parti:

»Han (Løkke, red.) har i hvert fald ikke sendt signaler, der afliver idéen om et nyt parti. Tværtimod.«

Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at give en kommentar til denne artikel.