Når en sag presser sig på politisk, men ikke kan låses op af de folkevalgte, rejser spørgsmålet sig, om Folketinget har de redskaber til rådighed, som de har brug for.
Der er utallige muligheder i det parlamentariske system, men ikke nødvendigvis de rigtige. Det mener bl.a. Folketingets formand Pia Kjærgaard, som er positiv over for ideen om parlamentariske høringer.
I 2014 var det Folketingets daværende formand Mogens Lykketoft, som var talsmand for ideen om parlamentariske høringer. Noget tyder altså på, at Tingets formænd kan få øje på et problem, som kræver nye løsninger.
Parlamentariske høringer er med mellemrum til debat, ofte foranlediget af, at der er et grundlæggende politisk spørgsmål, som er blevet pakket ind i en undersøgelseskommission eller pga. af, at man ikke kan få skovlen under en sag, som ikke egner sig til en kommission, men som i hvert fald egner sig til mere end et samråd, en spørgetime eller en mediestorm.
Aktuelt kan man pege på sagen om Inger Støjberg og barnebrude. Der er ikke noget flertal for en kommissionsundersøgelse. Der er naturligvis indkaldt til samråd, men det skulle overraske meget, hvis det bliver noget problem for ministeren. Med en høring, ville Folketinget kunne indkalde embedsmænd, og det ville blive offentligt kendt, hvordan de har rådgivet ministeren. I dag er det ofte journalister, som må påtage sig den opgave, når der ikke er flertal for en kommissionsundersøgelse.
Samtidig mener mange politikere, at flere undersøgelseskommissioner er for langsomme og i øvrigt bunder i politisk uenighed om en sag. Sådan ser f.eks. flere borgerlige politikere på den nu lukkede Irak-Afghanistan kommission. Hvis den i stedet havde været igennem en parlamentarisk høring, så ville den politiske uenighed være fremgået tydeligt, men man ville samtidig kunne få udgravet faktuel viden til gavn for både politikere og offentlighed.
Men parlamentariske høringer har nogle store ulemper. De kan hurtigt tage overhånd og bremse det politiske arbejde til fordel for et uproduktivt blame-game, som kun skal placere skyld. Det kan blive en offentlig gabestok. Og embedsmænd kan blive tvunget ind i projektørlyset, hvilket måske kan sætte sig i en mere forsigtig rådgivning generelt - eller hvis man skal være grov: Cover-your-ass-rådgivning (dæk røven-rådgivning). Og så er der spørgsmålet om, hvorvidt det er en kur eller en katalysator for politikerlede. Vi har dog set eksempler på, at høringer har været et værdifuldt redskab i udlandet. Nogle husker nok de berømte afhøringer af Oliver North i Iran-Contra-skandalen. Og i Danmark forsøgte man sig for ikke så længe siden med en light udgave, da skatteudvalget lavede en offentlig høring om de såkaldte Panama-papirer og banksektoren.
Parlamentariske høringer er et slagkraftigt redskab, måske FOR slagkraftigt - eller konfrontatorisk - til den danske parlamentariske tradition. Men når to på hinanden følgende formænd for Folketinget overvejer parlamentariske høringer, er det et bevis på, at der mangler noget i værktøjskassen i dag. Men de skal tænke sig godt om, for høringer er også et monster, som ikke lader sig tøjle igen, hvis først man har sluppet det fri.
