24 år i træk sad Ivan Hansen som borgmester i Sorø Kommune.

Nu meddeler den socialdemokratiske stemmesluger, at han stopper i politik – og han kommer i den forbindelse med en erkendelse.

70-årige Ivan Hansen tager dog dette års kommunalvalg med, men derefter er det slut, fortæller han til TV 2 Øst.

Han holder dog døren en smule på klem for, at han måske – men kun måske – kan lade sig overtale til at komme på stemmesedlen igen ved næste valg.

Det er egentlig ganske kendetegnende for Ivan Hansens tid i politik, som startede helt tilbage i 1973.

Den tidligere bykonge erkender da også, at det har haft sine omkostninger.

»Jeg har været meget væk hjemmefra i store dele af mit liv, og som min kone sagde i anledning af min fødselsdag, så har hun nogle gange følt, at hun har været enlig mor i 24 år. Vi har to piger, og jeg må erkende, at jeg ikke har været meget hjemme, så hun måtte stå for alt det praktiske,« siger Ivan Hansen til TV 2 Øst.

Ivan Hansen er nummer fire på Socialdemokraternes liste i Sorø Kommune til kommunalvalget til november.

Han var borgmester fra 1989 til 2013 og blev i 2018 tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen for sine mange år i kommunalpolitik.