Den socialdemokratiske borgmester i Næstved Carsten Rasmussen betalte selv for sit medlemskab af den eksklusive VIP-vikingeklub Harald Blåtands Laug, da han i 2019 blev medlem af foreningen.

»Det har jeg selv betalt privat,« skriver han i et sms-svar til B.T.

»Jeg vurderer, at Næstved Kommune ikke får noget ud af det medlemskab. Det er mere hygge for medlemmerne.«

Dermed står Sorøs borgmester Gert Jørgensen tilbage som den eneste borgmester i vikingeklubben, som har ladet skatteyderne betale for medlemskabet

Heller ikke Slagelses borgmester Knud Vincents (V) medlemskab har ligget skatteyderne til last.

Socialdemokraten Carsten Rasmussen, der er borgmester i Næstved, har selv betalt for sit medlemskab af Harald Blåtand Vikingelaug.  
Socialdemokraten Carsten Rasmussen, der er borgmester i Næstved, har selv betalt for sit medlemskab af Harald Blåtand Vikingelaug.   Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et svar til B.T. forklarer Slagelse Kommune, at borgmesterembedet ifølge vikingelaugets vedtægter har en fast plads i bestyrelsen, fordi vikingeklubben holder til i kommunen.

De nye oplysninger kommer, efter at B.T. tirsdag kunne fortælle, at Sorø Kommune undersøger om den konservative borgmester Gert Jørgensen i 2020 uretmæssigt fik betalt sit livslange medlemskab af vikingeklubben Harald Blåtands Laug for i alt 1.200 kroner samt en middag samme sted for 300 kroner.

Det fremgår af den redegørelse, som Sorø Kommune har afleveret til Ankestyrelsen i sagen om den særlige borgmesterkonto.

Ankestyrelsen er gået ind i sagen, efter at B.T. har afdækket, hvordan Gert Jørgensen har brugt kontoen til blandt andet gaver, sponsorater og tilskud for 142.000 kroner siden 2014.

Pengene har borgmesteren blandt andet brugt på at købe koncertbilletter for 31.198 kroner til sig selv og en række kommunale topfolk og deres ledsagere, ligesom borgmesteren har brugt 17.180 kroner på tilskud til en partifælles brandmandsfester.

Kommunen har allerede erkendt, at såvel kontoen som de konkrete tilskud enten er ulovlige eller på anden vis problematiske. 

Harald Blåtands Laug er knyttet til vikingeborgen Trelleborg i Slagelse og tæller en række notabiliteter. Udover Gert Jørgensen og de to borgmestre fra Slagelse og Næstved tæller medlemmerne også miljøminister Magnus Heunicke og Venstres nestor Bertel Haarder.

Gert Jørgensen fik Sorø Kommune til at betale for et livslangt medlemsskab af Harald Blåtands Laug. 
Gert Jørgensen fik Sorø Kommune til at betale for et livslangt medlemsskab af Harald Blåtands Laug.  Foto: Anthon Unger
Vis mere

Også en række kommunaldirektører, ambassadører, direktører og andre vigtige personager som eksempelvis filmproducenten Peter Aalbæk er med i klubben, der ifølge laugets hjemmeside har til formål »med humør at udbrede kendskabet til vikingerne, Vestsjælland og Danmark samt understøtte venskab og kulturmøder mellem mennesker og nationer.« 

Lauget laver også spiritus, øl og bitter, som »fremmer det hyggelige selskab og bidrager til historiens vingesus«.

I sin juridiske vurdering til Ankestyrelsen læner Sorø Kommune sig op ad de retningslinjer, Skattestyrelsen har på området.

Her er udgangspunktet, at et medlemskab af en forening er et privat anliggende, som kommunen altså ikke skal betale.

Til gengæld mener Sorø Kommune godt, at der kan være er en kommunal interesse i borgmesterens medlemskab, fordi det kan trække turister til Slagelse og dermed også gavne Sorø, der er nabokommune. Derfor mener Sorø Kommune, at sagen skal undersøges nærmere, før der kan drages en endelig konklusion, fremgår det af redegørelsen til Ankestyrelsen.  

Gert Jørgensen er ikke vendt tilbage på B.T.'s henvendelse.