Danmarks 750.000 offentligt ansatte har fået for store lønstigninger, og det skal der bremses op for.

Sådan lyder udmeldingen fra innovationsminister Sophie Løhde (V).

»Vi bruger ca. 330 mia. kr. på løn i den offentlige sektor, og derfor er lønudvikling også helt central ved overenskomstforhandlingerne. Det er helt uholdbart for samfundsøkonomien, når lønnen i det offentlige i en længere periode er højere end i den private sektor, og vi skal have lukket løngabet,« siger Sophie Løhde til Børsen.

Baggrunden for ministerens bemærkelsesværdige udmelding er, at lønnen i den offentlige sektor siden 2008 er steget mere end i det private ifølge Finansministeriets vurdering. Når de offentlige ansattes overenskomst skal genforhandles til marts, vil ministeren og chefforhandler for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler (K) derfor kræve, at de offentligt ansattes løn ikke stiger mere end de privatansattes.

De kommunalt ansattes chefforhandler, Anders Bondo Christensen, kalder ministerens udspil for både 'hokus pokus' og 'en kampagne' forud for forhandlingerne, som ser ud til at blive særdeles hårde.

»Man kan ikke bare klippe et lille afsnit ud og sige, at nu kigger vi på den periode. Hvis man kigger på lønudviklingen i den periode, vi har haft en reguleringsordning, der netop skal sikre en parallel lønudvikling mellem det private og offentlige, så har vi en parallel lønudvikling,« siger Anders Bondo Christensen til DR.

Ifølge Finansministeriets tal er de offentligt ansattes løn steget 1,6 procent mere end de privatansattes siden 2008.