187 gange siden valget i 2019 har Sophie Løhde tweetet eller delt tweet om 'Mette Frederiksen' på Twitter.

Hun har tweetet 214 gange om 'statsministeren' siden 2019.

I alt 18 gange bruger hun ordet »magtfuldkommen«.

Sophie Løhde har været en af Venstres absolutte flittigste frontsoldater på sociale medier i kampen mod Mette Frederiksen og den tidligere socialdemokratiske regering de senere år.

Kigger man ned over Løhdes opslag på sociale medier, er noget af det, der har fyldt absolut mest de senere år, kritiske opslag om Mette Frederiksen og ikke mindst hendes rolle i minksagen.

'Mette Frederiksen har slettet løs og bevidst bortskaffet bevismateriale til en offentlig kommissionsundersøgelse. Mette Frederiksens håndtering af hele denne sag kaster mørke skygger over retsstaten. For Danmark fortjener en statsminister, der følger loven,' skrev Sophie Løhde på Facebook 17. november 2021.

Det skrev hun umiddelbart efter B.T.-afsløringer af, at Mette Frederiksen, centrale ministre og ledende embedsmænd havde slettet deres sms'er i minksagen.

Nu er Mette Frederiksen ikke bare igen Danmarks statsminister. Hun er også regeringschef i den brede regering, hvor Løhde netop har sat sig i stolen som sundheds- og indenrigsminister.

Er Løhde mon, ligesom sin formand, Jakob Ellemann-Jensen, i hvert fald til en vis grad kommet videre i teksten og har valgt at se fremad og stole på den socialdemokratiske statsminister?

Og mener Sophie Løhde egentlig stadigvæk, at Mette Frederiksen er magtfuldkommen, og at hun har slettet inkriminerende sms-beskeder i minksagen?

Hvis Løhde ikke længere mener, hvad hun tidligere har sagt, er holdningsændringen gået hurtigt.

Da Mette Frederiksen på grundlovsdag i år for første gang talte om, at hun ønskede en regering hen over midten, var Løhde hurtigt på pletten til at pande ideen ned.

'Det virker ærligt talt temmelig desperat og lugter langt væk af en kynisk statsminister, der forsøger at købe De Radikale og SF med ministerbiler mod at undgå alvorlige konsekvenser i slipstrømmen på Minkkommissionen,' lød det Sophie Løhde i en kommentar 5. juni.

Siden er Sophie Løhde som bekendt blevet en del af netop en regering hen over midten med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Da Løhde torsdag overtog Sundhedsministeriet fra Magnus Heunicke, forsøgte Berlingske at spørge Sophie Løhde, om hun egentlig stadig mente nogle af de lidet flatterende udsagn om Mette Frederiksen.

Selvom avisen flere gange spurgte Løhde om det samme, nemlig om hun stadig synes, at Mette Frederiksen er magtfuldkommen, kom der ikke noget videre klart svar på spørgsmålet.

»Vi går ind nu i et samarbejde i en regering. Det hviler på en præmis om, at vi skal kunne have et godt, tæt og tillidsfuldt samarbejde med hinanden. Det er noget af det, vi har brugt rigtig meget tid på sammen igennem de seneste mange, mange uger, hvor vi har haft regeringsforhandlinger, som er foregået i en rigtig god, ordentlig tone,« lød det fra Løhde.

Jeg skal bare have et ja eller et nej: Er Mette Frederiksen magtfuldkommen?

»Jeg har en forventning om, at vi kommer til at få et godt og tillidsfuldt samarbejde i regeringen,« sagde Løhde torsdag.

Har Mette Frederiksen slettet beviser i minksagen?

Løhde rettede derefter blikket mod Sundhedsministeriets pressechef, og så var der ikke tid til flere spørgsmål.

Berlingske sendte efter aftale med ministeriets pressechef efterfølgende en række spørgsmål til Sophie Løhde på mail, men har – endnu –ikke fået svar.

B.T. har sendt en række spørgsmål til Sophie Løhde.

Vi ville blandt andet gerne vide, om Sophie Løhde mener, at Mette Frederiksen har løjet om sin rolle i minksagen, og hun har fået mere tillid til statsministeren siden folketingsvalget. Sophie Løhde er ikke vendt tilbage med svar.