Støtte til solceller koster staten over 220 mio. kr. om året, derfor lever ordningen på lånt tid.

Danskerne hamstrer solcelleanlæg på livet løs. Det er nemlig ved at være sidste udkald, hvis man vil sikre sig klækkelige tilskud fra staten. Med en stigning i antallet af solcelleanlæg fra omkring 3.500 til over 23.000 bare siden 1. januar 2012 er støtteordningen kort og godt ved at drukne i sin egen succes. Det er samme ordning, som klimaminister Martin Lidegaard (R) har benyttet. Og hvis man spørger tænketanken Kraka, kan det ikke gå hurtigt nok med at få lagt den i graven.

- Ordningen har været for gunstig. Der er en meget stor privatøkonomisk gevinst ved at sætte solceller op, hvilket også afspejler sig i den meget kraftige stigning i antallet af anlæg, siger Jens Hauch, cheføkonom i Kraka, der står bag en ny analyse om solcelleanlæg.

Skal stoppes hurtigst muligt

Ifølge den koster det i gennemsnit staten mindst 6.200 kr. om året per anlæg i tabte skatter. Fortsætter solcellerne med at skyde op i samme hastige tempo, vil der være knap 36.700 anlæg per 1. januar 2012. Og det udløser en årlig regning til staten på omkring 220 mio. kr.

- Selv hvis ordningen afskaffes til nytår, vil det fortsat koste staten 220 mio. kr. om året de næste 30 år, som er den gennemsnitlige levetid for solceller. Bliver ordningen ved med at køre, er det klart, at regningen bliver endnu større. Derfor skal det stoppes hurtigst muligt, siger Jens Hauch.

I analysen henvises der til, at regningen ifølge en prognose fra Energinet.dk kan løbe op i 1 mia. kr. om året fra 2020, hvis ordningen fortsætter. Jens Hauch understreger dog, atdet er et meget usikkert tal.

Allerede i sommer bebudede klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), at ordningen lever på lånt tid, og at han havde nedsat en arbejdsgruppe til at se på den.

- Det nærmer sig sin afslutning. Arbejdsgruppen er færdig inden for en overskuelig fremtid, nærmere kommer vi det ikke. Jeg vil ikke sætte en dato på, da det efterfølgende skal forhandles politisk, siger Martin Lidegaard.

Han understreger, at det ikke handler om at afskaffe ordningen.

- I takt med at solcellerne falder i pris, bør vi reducere støtten, så den er mere tidssvarende. Så jeg forventer, at der fortsat vil være støtte, men på et justeret niveau, siger ministeren.