Ole Sohn har i dag meddelt, at han stopper som minister og stopper i politik. Han har et sidste råd til den nye SF-formand


De 16.000 SF-medlemmer skal inden kl. 12 i dag have afgivet deres stemme til formandsvalget. Den nye formand præsenteres i morgen, og en ministerrokaden forventes at finde sted i starten af næste uge. Ole Sohn har valgt at markere sit farvel til posten som erhvervs- og vækstminister med et råd til den kommende SF-formand: 

- Det er et signal til de to kombattanter om, at når de skal bygge fremtidens hold, skal de tænke på, hvem der stiller op til næste valg, siger han til TV2 News.





Allerede for 14 dage siden meddelte Sohn sin afgang til sin valgkreds. Også de to formandskandidater og statsministeren fik besked.

- Jeg havde på forhånd meddelt de to formandskandidater, at jeg stopper. Når der skal vælges ny leder, er det mest fair, at de ved, jeg stopper ved udgangen af denne valgperiode. De skal vide, hvem der genopstiller, så de kan sætte deres hold efter det, sagde Ole Sohn til TV2 News tidligere på morgenen.



Sohn råder altså til, at den nye formandskandidat har den næste valgperiode i tankerne, når ministerrokaden finder sted i starten af næste uge og kalder formandsvalget 'starten på en ny æra i SF'. Hvis Sohns råd bliver fulgt kan det betyde et farvel til Villy Søvndal som udenrigsminister, da de fleste regner med, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Ole Sohn beggrunder sit farvel med et behov for at trappe ned. Han ønsker mere tid til sin familie og planlægger at fortsætte arbejdet med Forlaget Sohn.