Der bliver valg. Det skal der.

Sådan lyder meldingen fra De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, da B.T. fanger hende på partiet landsmøde i Nyborg.

Der er kun 17 dage til deadline for De Radikales trussel om at vælte Mette Frederiksens (S) regering, hvis ikke hun udskriver valg inden Folketingets åbning 4. oktober.

»Jeg tror, at Mette Frederiksen udskriver valg tæt på Folketingets åbning, og det er også fint,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Der skal senest være udskrevet valg inden 4. oktober, hvis det står til De Radikale.
Der skal senest være udskrevet valg inden 4. oktober, hvis det står til De Radikale. Foto: Kent Rasmussen / Byrd
Vis mere

Men De Radikales trussel om at vælte regeringen med et mistillidsvotum, lader til at prelle af på statsministeren.

»I kan se, at vi er i arbejdstøjet, og der er masser af opgaver, der skal løses. Så må De Radikale gøre deres stilling op,« lød det fra Mette Frederiksen til Ritzau på et pressemøde under Socialdemokratiets landsmøde i Aalborg.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at hun er klar til at tage konsekvensen og stille sig på talerstolen 6. oktober med et mistillidsvotum i hånden, hvis ikke der udskrives valg.

»Vi skal have et valg. Vi skal have renset luften, og det var vores politiske konklusion på minkrapporten,« siger hun.

Radikale Venstre afholder lørdag og søndag deres landsmøde i Nyborg.
Radikale Venstre afholder lørdag og søndag deres landsmøde i Nyborg. Foto: Kent Rasmussen / Byrd
Vis mere

Du siger, at I er klar til at vælte regeringen. Samtidig er I klar til at pege på Mette Frederiksen efter et nyt valg. Kan du forstå, hvis vælgerne bliver forvirret?

»Ja, men jeg vil gerne forklare dem det. Vi skal kunne sætte os ud over os selv og samarbejde. Mette Frederiksen og jeg skal kunne samarbejde. Vi står over for nogle store kriser, og det kræver, at vi løser dem bredt – allerhelst hen over midten.«