De Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, siger, at hun ikke prøvede at lægge sexisme-sag død.

Onsdag eftermiddag måtte Morten Østergaard trække sig som politisk leder for De Radikale, da han ikke havde gruppens tillid efter håndteringen af en krænkelsessag.

Sofie Carsten Nielsen er ny politisk leder, men har været del af ledelsen med Morten Østergaard og har dermed været en del af den ledelse, der har håndteret sagen.

Torsdag afviser hun, at hun som del af ledelsen forsøgte at lægge låg på sagen ved ikke at sætte navn på krænkeren, der altså viste sig at være Morten Østergaard.

- Vi forsøgte ikke at kvæle sagen. Vi forsøgte at håndtere den på den måde, som den fortrolighed, Lotte havde bedt om, krævede.

- Det er den fortrolighed, jeg har honoreret. Og det vil jeg fortsat gøre, hvis kvinder kommer til mig i fortrolighed, siger Sofie Carsten Nielsen.

De Radikales ledelse sagde længe, at sagen var lukket med en påtale og at man ikke ville sætte navn på. Men på det dramatisk gruppemøde onsdag var der pres i gruppen for, at der blev sat navn på.

- Der kom et behov for at sætte navn på i folketingsgruppen i går. Hidtil havde man respekteret ønsket om fortrolighed.

- Gruppen bad ikke om at få sat navn på før i går, siger Sofie Carsten Nielsen.

Det endte ifølge flere medier med, at Morten Østergaard sagde, at han ikke var inhabil i sagen. Indtil Lotte Rod - igen ifølge flere mediers anonyme kilder - sagde, at det var ham.

Sofie Carsten Nielsen er blevet anklaget for som del af ledelsen også at have skyld i, hvordan sagen er håndteret.

- Det er jo den diskussion, vi havde i går. Jeg har honoreret den fortrolighed, Lotte havde bedt om.

- Morten sagde, at han var habil i sagen. Og det var derfor, han trak sig, for det havde man ikke tillid til, siger Sofie Carsten Nielsen.

Der har også været spekuleret i, om episoden - at Morten Østergaard for 10 år siden lagde en uopfordret hånd på Lotte Rods lår - er den eneste.

- Det er mit indtryk og det er det, jeg er bekendt med, at sagen omhandler.

- Men det er jo ikke det fulde billede af sexisme og helt sikkert heller ikke hos De Radikale, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/