Villy Søvndal trækker sig som udenrigsminister og åbner op for en større regeringsrokade. Senere i eftermiddag mødes partilederne for de tre regeringspartier, og i morgen præsenteres de ny ministre for Dronningen.

Ny udenrigsminister efter Villy Søvndal bliver efter alt at dømme den nuværende skatteminister Holger K. Nielsen. Derimod er det ikke afklaret, om Morten Bødskov skal erstattes på den snart ledige post som justitsminister af forsvarsminister Nicolai Wammen eller af fødevareminister Karen Hækkerup. Begge vil sige ja, hvis de får posten tilbudt, erfarer BT.

Det er også et åbent spørgsmål, hvem der skal overtage Skatteministeriet efter Holger K. Nielsen. I SF taler man om, at den politiske ordfører Jonas Dahl er et godt bud.

Hos Socialdemokraterne står flere navne på spring til at blive forfremmet, og Magnus Heuinicke, som har gjort det godt som politisk ordfører og taget mange kugler for statsministeren, er den person mange i S-gruppen peger på.