Partifæller mener, at udenrigsminister Villy Søvndal vil svigte SFs idealer, hvis ikke han sikrer et dansk ja, når FN-landene skal stemme om en opgradering af Palæstina på torsdag.

Det vil være en kæmpe skuffelse, hvis ikke udenrigsminister Villy Søvndal (SF) stemmer for, når FN-landene på torsdag skal stemme om en opgradering af palæstinensernes status i FN-systemet, siger flere indflydelsesrige partimedlemmer ifølge Politiken.

EU-parlamentariker Margrethe Auken (SF) advarer mod en gentagelse af sidste år, hvor Danmark stemte blankt, da palæstinenserne søgte om medlemskab af FN-organisationen Unesco.

- For SF vil det være en meget stor skuffelse, hvis vi ikke stemmer ja. Det har så klart været vores linje i meget lang tid, siger hun til Politiken.

Også EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) og landsledelsesmedlem Trine Mach (SF) mener, Danmark skal stemme ja.

- Palæstina har simpelthen brug for den opgradering, siger Lisbeth Bech Poulsen til avisen.

Udenrigsministeriet oplyser til Politiken, at der stadig er uklarhed om EU-landenes stemmeafgivning, Obama-regeringens tilgang og den præcise ordlyd af resolutionsforslaget.