SFs formand Villy Søvndal er ikke bekymret over sin spindoktor Thomas Sæhl Sørensens revolutionære fortid.

Det bekymrer ikke SF's formand, Villy Søvndal, at hans 36-årige spindoktor, Thomas Sæhl Sørensen, i fortiden tog afstand fra Søvndals forgænger Holger K. Nielsen og deltog i den revolutionære gruppe Rebel, som flirtede med vold.

SFs formand mener ikke, at hans spindoktor har stukket noget under stolen.

- Thomas har altid været åben om sin fortid i Enhedslisten og Rebel. Jeg er ikke så optaget af, hvad folk mente for 10-15 år siden, da de var helt unge. Det afgørende er, hvad de mener i dag, og jeg har fuld tillid til Thomas, siger han i en pressemeddelelse.

Søvndals kommentar kommer, efter at dagbladet B.T. har afsløret, at Thomas Sæhl Sørensen i 1992 stiftede gruppen Rebel med medlemmer af Venstresocialisternes Ungdom og bz-bevægelsen.

Desuden skrev han som leder af Rebels "propagandagruppe" i Rebels blade "Avanti" og Muldvarpen" og argumenterede i 1993 argumenterer for, at Rebel skal have et politisk program og spørger: "Støtter vi væbnet kamp? Og i hvilken situation?".

Han var uenig med SF's daværende formand Holger K. Nielsen om, at socialisme skal indføres ved revolution.

"Hvad mener vi med socialisme? Hvorfor revolution og ikke Holger K. Nielsen", spurgte han.

Politiet anholdt ham 18. maj 1993 under voldsomme kampe på Nørrebro mellem autonome, der smed brosten og jernspyd mod politiet, der affyrede skarpe skud mod demonstranterne.

Han blev frikendt og fik erstatning i både byretten og Østre Landsret, som fandt, at han kun var tilskuer ved urolighederne.

Thomas Sæhl Sørensen lægger i B.T. afstand til sine synspunkter dengang og fortryder sin fortid, ligesom SF's gruppeformand, Ole Sohn offentligt har fortrudt sin fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti.

/ritzau/