FE-undersøgelse af læk af fortrolige dokumenter, ny forsvarschef, intern kamp om redegørelser og forvirrede forsvarsordførere er blot nogle af de problemer, der har åbenbaret sig om Forsvaret – på én uge.
Det er åbenlyst, at Forsvaret trænger til politisk opmærksomhed – og har gjort det længe.
Indenfor det næste årti vil der blive brugt op mod 200 mia. kr. på Forsvaret. Det er et svimlende beløb, man er på vej til at hælde ind i et system, der tydeligvis er i dyb krise.
Meget af krisen skyldes naturligvis den underprioritering af Forsvaret, som har præget tiden efter murens fald og Sovjetunionens kollaps, hvor man høstede 'fredsdividenden' (og mere til), så det skal naturligvis løses med penge.
Problemet er, at man har i sinde at hælde vognlæs af milliarder ind i et system, hvis økonomistyring, indkøb og vigtigst – ledelse – er under markant kritik. Tilliden til Forsvarets evne til på en hensigtsmæssig måde at forvalte den gigantiske investering, der er på vej, er i bedste fald udfordret, i værste fald væk.
Læg dertil, at politikerne tydeligvis ikke føler sig trygge ved egen evne til at føre kontrol med processen eller for den sags skyld, om de overhovedet har adgang til retvisende informationer om processer, beslutninger og ansvar.
Der er ingen grund til at holde sig tilbage i ordvalget: Forsvaret står i en historisk krise. Og det politiske niveau – både regeringen og oppositionens forsvarsordførere – virker foruroligende forvirrede i forhold til at tage lederskab.
Det hele peger som sagt tilbage til starten af 1990’erne. De store besparelser, der er gennemført, har efterladt et forhutlet forsvar med mangel på alt fra mandskab til matriel og noget så banalt som bygninger, der ikke er sundhedsskadelige at opholde sig i.
Men man skal ikke være blind for, at to andre faktorer er afgørende: Den politiske tillid til Forsvaret og manglende ledelse.
Forsvarets ledelse er blevet udfordret fra politisk hold for at sige det pænt. Og sådan set med god grund. For Forsvaret havde også udfordringer, før de ansvarlige politikere mistede tilliden til dem.
Men det, vi samlet set kan konstatere det har resulteret i, er, at forsvarschefen er blevet reduceret til »styrelseschef«, som tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) formulerede det. Altså en slags administrator for en styrelse ligesom alle styrelser.
Det er da også en korrekt gengivelse af den organisering, der fulgte af forsvarsforliget fra 2014, hvor man splittede driften af Forsvaret op i en række styrelser. Otte styrelser, som ser ud til at bruge en del kræfter på at være i krig med hinanden.
Og man kan vitterligt sætte et stort sort spørgsmålstegn ud for, om forsvarschefen virkeligt kun er en styrelseschef.
Tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) gav i 2013 et opsigtsvækkende interview, hvor han bl.a. udtalte til Berlingske:
»Der er nogle oberst Hachel-typer, som kører deres egne politiske dagsordner. De er meget besværlige, meget snæversynede og er efter min bedste overbevisning bestemt ikke nogen gevinst for Forsvaret.«
Noget, han først mente, han kunne sige, da han var blevet forhenværende minister.
Siden har vi sådan set diskuteret, om det er forsvarscheferne, der er vrangvillige amatører, eller om det er den politiske ledelse, der mangler respekt for Forsvaret.
Hækkerup oplevede at blive »underløbet, miskrediteret og sat i dårligt lys, og oplysninger blev lækket til presse.«
Virker det bekendt? Men det skal også ses i lyset af, at han havde den bundne opgave at spare tre milliarder på et i forvejen rundbarberet forsvar.
Hvordan kommer man så videre? Man får lyst til at foreslå noget med et bål, en balje øl og en god teambuilding-coach. Men den politiske virkelighed er, at det er der ikke tid til. Det haster med at få genopbygget Forsvaret.
Og det mest bekymrende er ikke læk og udskiftninger på topposter, for det er bare symptomer på den egentlige sygdom. Men får man ikke stillet den rigtige diagnose nu, vil alt, hvad man gør efterfølgende, kun være lappeløsninger.
UGENS ORDFØRER
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, fortjener en fidusbamse for sin kommunikation efter mødet med forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Normalt kommer ordførere ud fra den slags møder med en meget skarp og ofte hurtigt fremskabt holdning til, hvad ministeren mangler at svare på, men Ahrendtsen svarede ganske enkelt:
»Jeg kan ikke gennemskue, hvad der foregår.«
Det var ærligt, og dermed også tillidsskabende. Men det er selvfølgelig bekymrende, at et møde med ministeren fører til forvirring fremfor afklaring.
Men det er også befriende at få sat ord på det, man kan se med det blotte øje: Overblikket er blevet væk. Og for flere end Ahrendtsen.
UGENS HJERTESKÆRENDE
Det er ikke rigtigt nogen nyhed, men en ny dokumentar fra TV 2 afdækker endnu engang, hvordan nogle af samfundets svageste borgere svigtes.
Her er der tale om mennesker med alvorlige psykiske lidelser blandet med andre problemer, som eksempelvis hjemløshed og stofmisbrug.
Det er et problem, når den almindelige dansker bliver fanget i kassetænkning, men det er invaliderende – og i visse tilfælde livstruende – for den enkelte, og farligt for samfundet, når det rammer mennesker med så akut behov for hjælp til så komplicerede problemer.
En ordentlig løsning kan – gjort op på personniveau – se meget dyrt ud, men det er utvivlsomt den både menneskeligt, moralske og samfundsmæssige eneste rigtige løsning at få nedbrudt kasserne og anlagt en helhedsorienteret tilgang.
UGENS UDANSKE
Udlændinge- og Integrationsministeriet har spurgt landets 98 kommuner om, hvorvidt der forekommer kønsopdelt svømning hos dem.
92 kommuner har svaret og tolv af dem har kendskab til kønsopdelt svømning i offentlige svømmehaller.
Man kan jo diskutere, om den andel er høj eller lav. Men der er næppe nogen tvivl om, at ministeren har stillet et spørgsmål, som han nok så nogenlunde kendte svaret på.
Nu har ministeren så sendt et brev til kommunerne, hvor han beder om at de tager »alle redskaber i brug« for at forhindre »udansk kønsopdelt svømning« ifølge en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ministre kan godt løse mere end et problem ad gangen, men om vi alle får set hinanden i badetøj forekommer ikke at være det mest presserende problem at løse.