Fredag var det kvindernes internationale kampdag, som traditionelt frembringer en debat om, hvorvidt man nu fokuserer på det rigtige af ligestillingens mange udfordringer. I år var dog anderledes. Der er tydeligvis mere at hente i ligestillingsdebatten end tidligere.
Kampdagen startede som den plejer, blandt andet med en opgørelse, der viste at løngabet mellem kvinder og mænd i lederstillinger faktisk vokser.
Der var også indlæg om, at netop iranske kvinders frihedskamp var den vigtigste. Ligesom kulturministeren dagen før havde indledt en debat om flere kvindelige statuer i det offentlige rum.
På sociale platforme fyldte kampdagen som altid. F.eks. markerede SF, at i deres folketingsgruppe er ligestilling ikke kun en kamp for kvinder, med billeder af partiets mandlige MF’ere iscenesat som den berømte plakat af ”Rosie the Riveter” (en plakat med overskriften ”we can do it”, der repræsenterer de kvinder, som tog job på fabrikker, der blandt andet producerede ammunition under anden verdenskrig).
Den radikale leder, Martin Lidegaard, fokuserede på kvinder i konflikter, hvor blandt andet seksuel vold er en del af krigsførelsen, men også de steder, hvor kvinders rettigheder brutalt afskaffes. Ligesom man flere steder kunne finde kald til, at man fokuserede på de områder, hvor mænd har brug for ligestilling.
Alt lignede sig selv på kvindernes internationale kampdag, men noget er anderledes. Det er ikke længere en rituel dag, som sender nogle i politisk kamphumør, mens mange danser sig igennem dagen og resten lider i stilhed og glæder sig til den er gået.
Der er nemlig for første gang i lang tid noget at hente på at være lidt eller meget imod ligestilling. Der har igennem længere tid været offentliggjort meningsmålinger, der har peget på, at opbakningen til ligestillingen er faldende.
Mest interessant blandt de helt unge – især drenge og mænd, og det er der selvfølgelig også politikere og partier, der har opdaget.
Det er måske ikke så overraskende, at Pia Kjærsgaard skriver et indlæg i Jyllands-Posten om den manglende fokus på indvandrerkvinder og mænds rettigheder, som afslutter med opsangen:
»Kvinder, I har sejret ad helvede til – godt. Tag nu og løsne grebet og lad mændene komme til. I har brug for dem – som mænd.«
Men det er bemærkelsesværdigt, at formanden for det pt. næststørste parti i meningsmålingerne, Liberal Alliance, aktivt søger ind i ligestillingsfeltet med en mod-fortælling.
Han (Alex Vanopslagh) giver interviews om, at det er en fordel at være kvinde i politik, at øremærket barsel til mænd er et ”frontalangreb” på familien og også at ligestillingen er gået for langt.
Han er i øvrigt heller ikke enig i læsningen af målinger om tilslutningen til ligestilling er faldende. Han fremhæver, at det er de unge kvinders holdninger, der udvider holdningskløften mellem kønnene, fordi de er blevet mere venstreorienterede.
Partiet LA kører også kampagne på forskellen på lige muligheder og resultatlighed, der blandt andet fremhæver, at flere mænd vælger at blive skraldemænd, og flere kvinder vælger at blive sygeplejersker, og som slutter med spørgsmålet:
'Burde politikerne på Christiansborg overhovedet blande sig i, hvad du vælger?'
Debatten handler ikke kun om tal og statistikker. Eller om holdninger og selve forståelsen af begrebet ligestilling. Vælgerne går simpelthen nok op i spørgsmålet til, at det kan få dem til at flytte sig.
Det, man altså helt nøgternt kunne konstatere på kvindernes internationale kampdag, er: Ligestillingen er tilbage som en rigtig politiske kampplads.
Der er ikke længere den overflade-enighed, som i perioder har præget samtalen. Der er simpelthen noget at kæmpe for.
UGENS UNDSKYLDNING
Copenhagen Pride er rykket ud med en undskyldning om kommunikationen til samarbejdspartnere om Israel-Hamas-krigen.
Oprindeligt meldte organisationen ud, at den stod solidarisk med det palæstinensiske folk, og det blev fulgt af noget, der mindede om et krav om, at man stod på den rigtige side i konflikten.
Det fik ligestillingsminister Marie Bjerre (V) til at overveje, om hun kunne deltage under de forudsætninger og flere fulgte efter. Nu har organisationen undskyldt.
Det er umiddelbart ret ubegribeligt, hvorfor man vil risikere den store opbakning til Priden, når man tænker på, hvor stor uenighed, der er om konflikten i Mellemøsten, og især hvis man medregner krigens parters holdninger til netop det, Priden handler om.
Det er til gengæld et bevis på den sammensmeltning af holdninger, der lige nu præger den progressive bevægelse verden over. Men det er ikke hensigtsmæssigt for nogen.
UGENS MEDLEMSKAB
Sverige er nu medlem af verdens stærkeste forsvarsalliance NATO. Langt om længe. Finland blev optaget sidste år, men Sverige har måttet vente på godkendelse i Ungarn.
Torsdag kunne den svenske statsminister Ulf Kristersson endeligt aflevere indmeldelsespapirerne til den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken i Washington, og han blev endda budt velkommen i alliancen af præsident Joe Biden midt under sin 'state of the union'-tale.
Sverige er allerede en duks i NATO, som allerede bruger to procent af landets BNP på forsvaret, men de kan også bidrage med våbenproduktion og har rent faktisk krudt, kugler og andet grej på lagrene. De er altså i en militær forstand langt mere værd end Danmark.
Også når det handler om beredskab er svensken langt bedre forberedt end dansken. Det kunne vi godt lære noget af, men regeringen virker langt fra enige om, hvorvidt det er en god idé, at vi begynder at forberede private hjem på krig og katastrofe. Den gode nyhed er, at danskerne godt kan tænke selv. De er gået i gang.
UGENS TALE
Præsident Joe Biden har afholdt sin måske sidste 'state of the union'-tale. Den blev i brede kredse betragtet som en bragende succes. Men forventningerne lå også på et meget lavt niveau før talen.
På mange måder blev talen i lige så høj grad bedømt på, om Biden fremstod alderssvækket som på det politiske indhold. Og det illustrerer uanset hvad et problem.
Biden har et vist held med at tale om, at det ikke handler om hvor gammel han er, men derimod hvor gamle hans ideer er. Gid det var så vel. Men så god er verden ikke. Man må undre sig dybt over, at et land med så mange indbygger og dygtige mennesker ikke kan finde en bedre kandidat til verdens mægtigste post.
Podcast