Danmark har haft en lille uge til at samle sig, efter Dronningen meddelte, at hun overlader tronen til kronprins Frederik 14. januar. Flere steder gættes der allerede på, hvilke moderniseringer man bør gennemføre efter tronskiftet.
Ifølge Kongehuset er det første gang i 900 år, at en regent abdicerer i Danmark, så der findes næppe nogen drejebog, man kan hive ned fra loftet og blæse støvet af. Der sker noget nyt. Og det er altid en god anledning til at se alt det gamle igennem.
Dronning Margrethe har i sin imponerende regentperiode stået for en konstant og nænsom modernisering af Kongehuset.
Hun har forholdt sig til sin samtid uden at bøje sig som et siv i modeluners vinde, men heller ikke stået så stejlt, at hun ville knække eller vælte i en storm.
Hun har lagt vægten på at sætte dybe rødder i historien og i den danske kulturarv, mens hun både legende og nysgerrigt har foldet nye blade ud.
Hun har både moderniseret og demokratiseret monarkiet. Hun er nærmest valgt til embedet selv efter to folkeafstemninger, som handlede om hendes adgang til tronen og den fremtidige tronfølge.
Kronen på dronning Margrethes værk var den store på én gang folkelige og traditionelle fejring af prins Christians 18 års fødselsdag. Men det var måske også dér, man for alvor mærkede, at så kunne hun heller ikke strække sig længere. Mens Kronprinsen kunne danse med på de nyeste numre.
Da Dronningen fratog prins Joachims børn deres titler af prinser og prinsesser, var der heller ikke meget tvivl i kongeriget om, at hun nu var i gang med at gennemføre de sidste ubehagelige beslutninger, der skulle gøre livet nemmere for kronprins Frederik, når han en dag fik ansvaret.
Det får han 14. januar, og derfra er det ham, der skal finde balancen mellem vindfølsomhed og dybden på rødderne.
Det er ham, der skal gennemføre den næste omgang nænsomme moderniseringer, og han har haft rigtig god tid til at forberede sig på opgaven. Vi ved, at han vil gå til opgaven på sin egen måde. Og den er ret moderne.
Vi er næppe dér, hvor lovene i fremtiden vil blive underskrevet med MitID og statsråd kan afholdes som et Teams-møde, men der er naturligvis plads til visse moderniseringer.
Det hele bærer lige nu præg af at have fået et forbavsende kort afsæt. Hvis der havde været en færdig plan, man havde arbejdet på i hele og halve år, ville Kongehuset og Statsministeriet sekundet efter majestætens meddelelse kunne have fortalt præcist, hvad der skulle ske hvornår.
I stedet er der over de sidste dage dryppet en del meddelelser ud om praktiske forhold, men med en påfaldende mængde tidsangivelser af 'på et senere tidspunkt'.
Det er tydeligt, at mange ting skal nulstilles og omfordeles, for eksempel protektioner. Det er også tydeligt, at der skal tildeles nye roller og ansvar, både i administrationen af Kongehuset og hos familien.
Derfor forholder alle involverede sig med størst mulig stilhed. Bortset fra prinsesse Bendikte, der dog turde sige, at hendes søster havde holdt en meget flot tale. Prinsesse Benedikte er et glimrende eksempel på, at man skal passe på med at slanke Kongehuset for meget.
Der er ikke nogen grund til at være bekymret for hverken den kommende kong Frederiks evne til at være moderne eller folkelig. Han holder efterhånden også meget bedre taler, end han har ry for at kunne. Og han virker ikke længere befippet ved tanken om at skulle fylde mere.
Men et kongehus skal kunne fylde både i bredden, højde og dybden. Kronprinsen har styr på bredden. Det er i højden og dybden, han skal vise noget mere.
De dybe rødder, som hans bror er så dygtig til at formidle, falder ikke Kronprinsen naturligt. Ej heller den finkultur, Dronningen så energisk nyder og deltager i, ligger til hans højreben. Og uanset hvor dygtig og flittig kronprinsesse Mary er, så er det heller ikke hendes adelsmærke.
I gamle dage sagde man, at børn er de ankre, der binder mødre til tilværelsen. I dag vil de fleste nok mene, at det er en undertrykkende tilgang til forældreskabet, men måske er regenter stadig de ankre, der binder nationer til historien.
Man skal passe på med ikke at overdrive moderniseringer og effektiviseringer, for uforanderlighed – det konstante og kontinuérlige – udgør netop den store kulturelle forankring, som monarkiet udgør i vores lille land.
UGENS ØKONOMI
Det er tilsyneladende helt umuligt at få et samlet overblik over, hvad Kongehuset egentlig koster, hvis man tager det hele med. I hvert fald for offentligheden.
Det er fastsat ved lov, at bevillingerne til Kongehuset skal følge udviklingen i lønninger til statsansatte, men de bevillinger, man finder på finansloven, dækker ikke over hele menageriet, for der er også vedligeholdelse af slotte, jagter og andet.
Statsministeriet har oplyst, at spørgsmålet om årpenge 'med videre' i forbindelse med tronskiftet er under afklaring. De kan heller ikke sige noget om, hvornår spørgsmålet er afklaret, men der kommer et lovforslag på et eller andet tidspunkt.
Man skal ikke umiddelbart forvente større offentlighed om den samlede økonomi for Kongehuset i fremtiden, selvom det ville være et oplagt sted at modernisere.
Der er ikke meget, der tyder på, at vi har et særligt dyrt kongehus, så det er i virkeligheden lidt afslørende, at der et eller andet sted i 'systemet' er en opfattelse af, at vi ikke kan tåle at se det tal.
UGENS PROTEKTIONER
Hoffet har oplyst, at spørgsmålet om fordeling af æreshverv, protektioner med videre for dronning Margrethe og kronprinsparret vil blive afklaret efter tronskiftet.
Det vil tage nogle måneder, og i realiteten er de alle sammen som udgangspunkt opsagt i en periode.
Det er selvfølgelig rettidig omhu at få set på, om man skal rydde op i for eksempel æresmedlemsskaber af golfklubber, ligesom nogle af de fine titler naturligvis skal overgå fra en regent til den næste.
Det ville for eksempel overraske meget, hvis ikke protektoratet for Danmarks Idrætsforbund overgår fra Dronningen til den kommende konge.
Idrætten er ikke den del af kulturlivet, der skal frygte, at man ryster posen med protektioner. Det er nok nærmere finkulturen.
Balletten, drenge- og pigekor, kammermusik og andre discipliner, hvor der er en udpræget talentkultur, men ikke den brede og folkelige appel. Måske har de mere brug for 'protektion' end så mange andre.
UGENS TITELFORSVAR
Det bliver også en lille gyser for de 104 virksomheder, der i dag kan kalde sig for kongelige hofleverandører.
Virksomhederne er blevet informeret om, at de kan besmykke sig med den eftertragtede titel i hvert fald frem til tronskiftet, og at der vil blive taget stilling til ordningen 'på et senere tidspunkt'.
Ordningen har eksisteret i over 100 år og tildeles som en anerkendelse af virksomheder baseret på 'kvalitet, forretningsførelse, samfundsansvar og ordentlighed'.
Tuborg, Arla og Grundfos skal nok klare sig uden det royale stempel, men mon ikke det betyder temmelig meget for for eksempel Georg Jensen eller Perchs Thehandel?
I et gennemreguleret land kan det selvfølgeligt forekomme skørt, at en virksomhed kan få sådan en mærkning uden den gennemsigtighed og de objektive kriterier, som præger alle andre mærkningsordninger, men det er netop det fine ved titlen.
Kongehuset skal kunne drysse lidt magi ud over danske virksomheder. I et land med et discountelskende folk, er det heller ingen skade til, at kvalitet af og til belønnes.