Venstre har været igennem en følelsesladet periode med et uplanlagt formandsskifte og en efterfølgende regeringsrokade, som bragte både smil og tårer frem. Ironisk nok er det indtryk, der står tilbage, rimelig tørt. Men der er stadig fugt i fundamentet på Venstres hus.
Venstres landsmøde i sidste weekend demonstrerede tydeligt for alle i Herning, og måske også ude i stuerne hos avislæsere og tv-seere, at Venstre er et gammelt parti.
Det er solidt og har et bundtræk som en gammel Massey Ferguson-traktor. Når stormen raser, og marken er oversvømmet, sætter organisationen gearet lavt og holder sporet. De har prøvet det før og ved, hvordan man gør.
Talerne fra den nye formand og næstformand var netop i sporet – og knastørre.
Spinnet omkring dem er, at tiden kalder på noget solidt og forudsigeligt, noget roligt og sikkert. Fagligt og arbejdsomt. Noget Merkel-agtigt. Og det kan godt vise sig at være rigtigt.
Torsdag kom så ministerrokaden, som var nødvendig for at få næstformand Stephanie Lose ind på ministerholdet igen – som lovet. Men da de to andre regeringspartier først er rokadeklare engang omkring sommerferien, kunne det ikke blive til så meget mere.
Det stillede formand Troels Lund Poulsen i den specielle situation, at han både skulle indgyde lidt håb om fremgang med denne rokade, men samtidigt heller ikke skulle spille alle trumfer endnu, for der kommer en rokade mere inden for overskuelig fremtid.
Han var simpelthen nødt til også at gemme noget krudt, hvis ikke han skal risikere at se utroligt kedelig ud i næste omgang.
Troels Lund Poulsens nærmeste allierede kom godt ud af rokaden. Lars Christian Lilleholt fortsætter som gruppeformand, Torsten Schack Pedersen blev forfremmet til politisk ordfører, og de to knap så synlige ministre - fødevareminister Jacob Jensen og transportminister Thomas Danielsen - kan fortsætte ligesom sundhedsminister Sophie Løhde.
I modsætning til dengang Lars Løkke Rasmussen som V-formand måtte ofre sine venner, da V-regeringen blev til VLAK-regering, holder Lund Poulsen sine støtter på posterne. Han viste dem loyalitet.
Det gik i stedet ud over to flittige kvinder. Louise Schack Elholm måtte overlade sin post til Morten Dahlin, og Marie Bjerre måtte overlade sin ministerpost til Mia Wagner.
Det overraskede især, at Marie Bjerre, som betragtes som et af partiets store talenter, nu skal tilbage i folketingsgruppen, og det er ikke en gang som politisk ordfører. Det gjorde ondt flere steder i partiet.
Men de håber alle, at Mia Wagner kan blive en ny kvindelig udgave af Tommy Ahlers. Det er en barsk målestok for en ny minister.
Men rokaden er også et udtryk for en formand, der sætter sig solidt i stolen og sætter sit eget hold. Ligesom det er endnu et udtryk for, at Venstre fortsætter den hidtidige linje under Troels Lund Poulsen. Mere af det samme.
Samme balance i den indre værdikrig, hvor Morten Dahlins profil ligger mod højre i værdipolitikken og Mia Wagners profil mod venstre.
Samme strategi om at være et bredt parti, der skal tilbageerobre stemmer fra Liberal Alliance, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.
Samme position i regeringen. Endda den samme post til formanden selv – som den tidligere formand knækkede sammen på.
Men det ser ud som om, at der er en plan. Ikke en gennemtænkt strategi for, hvor Venstre skal stå inden næste valg eller over de næste tre valgperioder, men en plan. Eller i hvert fald en meget lang to-do-liste.
Der er faldet noget ro over projektet. Organisationen er kommet i tanke om, at den er en gammel solid bevægelse, og holdet er sat på en måde, som minder om, at Venstre er mere end en formand. Der er noget at bygge på.
Men man skal passe på med at bygge løs, før man har fået analyseret de grundlæggende problemer. Vi har nok alle et bud. Men hvad er partiets egen analyse?
Ugens valg
Det hollandske valg er overstået, og Geert Wilders islamkritiske parti, PVV – eller Frihedspartiet - løb med flest mandater.
Med en fremgang på 20 mandater, var det ikke til at tage fejl af vælgernes budskab til politikerne, men det er ikke ensbetydende med, at det bliver nemt at danne regering, for Wilders sidder kun på 23, 5 procent af pladserne i parlamentet. Næststørste parti blev i øvrigt det grønne parti GroenLinks-PvdA.
Der er udsigt til lange regeringsforhandlinger, ligesom efter valget i 2021 hvor det tog 300 dage at forhandle en regering på plads.
Man skal passe på med at læse store globale tendenser ind i nationale valg, men det, vi kan sige, er, at man flere steder i verden ser, at nationalistiske partier gå frem samtidigt med grønne partier. Det er som om de to tendenser forstærker hinanden.
Begge bevægelser er drevet af dyb bekymring. Den ene for at der ikke sker nok og den anden for, at der sker for meget for hurtigt.
Kampen mellem det progressive og det konservative har både flyttet sig i forhold til klasser og i forhold til politiske tilhørsforhold. Og det er værd at tænke over for flere andre partier.
Ugens midlertidige
En fire dages våbenhvile – eller pause i krigen – er trådt i kraft i Gaza. Det betyder, at der kan komme nødhjælp ind i regionen, og at de, der kan få lov til at forlade området (primært udenlandske statsborgere), kan forlade området.
Det er mildt sagt tiltrængt, og verden holder nu vejret og krydser fingre for, at det, der kaldes en skrøbelig våbenhvile, vil holde i fire dage.
Befolkningen i Gaza ser ud til at tro på våbenhvilen og myldrer nu ud på gaderne. Det forlyder, at en del gerne vil bevæge sig fra syd mod nord for at tjekke op på efterladt familie, men det er en del af våbenhvileaftalen, at det må de ikke.
Man må gerne bevæge fra nord mod syd, men ikke omvendt. Det er et klart signal om, at krigen vil blive genoptaget. Men nu er der forhåbentligt fire dages nødhjælp på vej. Og samtidigt frigives en lille del af de mange gidsler.
Ugens udvalgsposter
Socialdemokratiet har indgået et valgforbund med løsgængeren Jon Stephensen (tidligere Moderaterne).
Den betyder, at han får tre udvalgsposter og indgår i regeringens clearingsaftaler (altså at man ikke altid behøver at være i Folketingssalen for at stemme), men det er naturligvis vigtigere for regeringen, at den får sikret sit flertal.
Aftalen blev indgået efter sommerferien, men den er blevet mere interessant, efter at Mike Fonseca har forladt Moderaterne.
Regeringen er ikke umiddelbart i fare for at komme i mindretal eller vælte, men det er klart, at man efterhånden ser mod Moderaternes folketingsgruppe med nervøs opmærksomhed fra regeringstoppen.
Men man skal huske, at flertalsregeringer ikke er normalen i Danmark. Regeringens flertal er blot skrumpet i vask og strammer lidt over skuldrene, men der skal meget mere til at trevle sweateren op.