Regeringen har slået hidtidig bundrekord i den seneste Gallup-måling, hvor kun 38 procent af vælgerne ville stemme på et regeringsparti, hvis der var valg nu – mod 50,1 procent ved sidste valg. 

SVM-regeringen er simpelthen meget svær at sluge for vælgerne.

Det har ellers ikke skortet på nye frontfigurer, tiltag og udspil. Der er nye frontfigurer i Venstre, som i hvert fald virker stabiliseret på den front, og samtidigt viser de lidt kant i regeringssamarbejdet, som burde styrke profilen lidt. 

Statsministeren fik fornøjelsen af at udråbe den nye frontfigur i Kongehuset og kastede sig ud i en forargelsesfest over Nordic Waste, noget som både burde smitte med popularitet og samle de vrede masser omkring hende. 

Og Moderaterne har fået parkeret sine frafaldne problembørn og skærpet profilen med ønsket om højt ambitionsniveau i reformsporet. Og sammen er de slået ind på velfærdsbanen og har startet året med et storstilet ældreudspil. Alt sammen noget, der burde kunne skabe lidt begejstring.

Men det går stort set lige så godt med regeringens genstart som med den Ukrainske forårsoffensiv fra sidste år. Den virker kronisk udeblevet.

Nuvel, der er ingen, der reelt tænker på valg lige nu, så vælgerne kan godt have svaret på meningsmålingen med et uovervejet skuldertræk, ligegyldighed eller bare et lille vrissent udbrud. Meningsmålinger er langt mere pålidelige, når et valg rent faktisk er forestående i vælgernes bevidsthed. Og valgperioden er lang endnu.

Men det er svært at se bort fra det faktum, at regeringen simpelthen ikke kan 'catch a break' – få en pause, en chance eller lidt medvind. Socialdemokratiet har tabt en femtedel af sine vælgere, Venstre en fjerdedel og Moderaterne en tredjedel. Tendensen står bøjet i neon: Vælgerflugt.

På hver side af regeringen står stærke alternativer. Både SF og LA ville ifølge Gallup-målingen få præcis samme tilslutning på 13,3 procent af stemmerne. 

Pudsigt nok præcis den tilslutning Venstre fik ved sidste valg. Det betyder, at regeringen taber vælgere både til højre og Venstre. Faktisk går de fleste andre partier end regeringspartierne frem.

Den meget synlige undtagelse er Nye Borgerlige, som står til 0,0 procent af stemmerne nu og efterhånden må betragtes som et afsluttet projekt – også selvom partiet ikke selv er kommet til den konklusion endnu. De tænker formegentligt tilbage på Anders Samuelsen, der lykkedes med den håbløse opgave at løfte LA fra netop 0,0 og endda helt ind i en regering. 

Men de bør nok hæfte sig ved, at det kræver en Anders Samuelsen. En sådan er svær at få øje på i Nye Borgerlige, nu hvor Vermund er blevet LA’er.

Alternativet går også tilbage. Og det åbner for den analyse, at Løkkes projekt om at svække yderpunkterne i dansk politik virker. Men før det også gælder partier som DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten, kan man ikke tale om en decideret succes.

Og man skal selvfølgelig også hæfte sig ved, at de Konservative ikke rokker sig ud af stedet, men måske endda synker lidt baglæns i sofaen.

Er der så overhovedet noget at udlede af sådan en meningsmåling? Ja! Vælgerne har det meget anstrengt med SVM-regeringen. Og det virker efterhånden som en permanent tilstand.

Hvis man skal være lidt spids, kan man sige, at vælgerne ser regeringen som levertran. Sikkert sundt og godt for os og for det brede folkestyre, men de kan ikke lide smagen. 

Og selvom regeringen anstrenger sig for at pakke det hele i overskuelige farvestrålende kapsler, som tilsættes en mere behagelig smag, så kan de simpelthen ikke overtale sig selv til at sluge.

Slet ikke når partierne lige udenfor regeringen er sådan nogle vitaminpiller, der både ligner og smager som vingummibamser.

Levertran er kun for det meget disciplinerede publikum.

Ugens partiskifte 

Rene Christensen, medlem af kommunalbestyrelsen i Guldborgsund siden 2006, er skiftet fra DF til Moderaterne. Det lyder jo ikke umiddelbart opsigtsvækkende, men det er det. Han var nemlig ikke en Hr. Hvemsomhelst i DF, og med hans exit er en tidligere højborg for partiet fuldkommen opløst.

Rene Christensen sad i Folketinget for DF fra 2008 til 2022, hvor han bl.a. opnåede at blive finansordfører for partiet igennem ni år og også næstformand for Folketingsgruppen. Det gør ham i sig selv til en tung figur, men det er måske mere hans profil, der er et stort tab.

Han blev opfattet som sådan en snusfornuftig mand, der ikke var så meget DF’er, at det gjorde noget. Eller sagt på politisk nørdesprog: Han havde ”cross over” appel – han kunne altså trække vælgere, som ikke var traditionelle DF’ere til sig. Og så lignede han indbegrebet af loyalitet. En politiker, som aldrig ville forlade projektet, blot fordi det hele blev noget bøvl. Men det gør han så altså nu.

Og matchet med Moderaterne virker logisk. Det kan virke mærkeligt, at Moderaterne og en tidligere DF’er passer sammen, når partiet bl.a. blev dannet på at ville af med fløjpartiernes indflydelse. Men det havde måske ikke været nødvendigt, hvis de i højere grad var befolket af folk som Rene Christensen. Derfor giver det mening.

Ugens minister

Den forfærdeligr sag om vold og seksuelle overgreb på Borup skole i Køge kommune har optaget de fleste i denne uge. Og der er ikke mange med nogen form for ansvar, der ser særlig godt ud i sagen.

Man skal dog hæfte sig ved, at ministeren på området, Mattias Tesfaye, henviser til, at det er kommunens ansvar og tilføjer, at ministeriet står til rådighed med råd og vejledning og afviser ikke at stramme regler. 

Det er den klassisk ”rigtige” håndtering for en minister i en regering, der gerne vil undgå at opbygge unødigt bureaukrati og sætte den offentlige sektor fri. Andre i Tesfayes sted har før ham forlangt redegørelser, bestilt kulegravninger, strammet tilsyn, skærpet regler og meget andet. Kort sagt har de kastet sig i værktøjskassen for at udvise hurtig handlekraft.

Det har ministeren ikke gjort i denne sag. Og det skaber rum. Spørgsmålet er, om børn og forældre så kan forvente, at andre fylder det rum, tager ansvaret og gør noget effektivt ved problemet. Alle bør i hvert fald huske sagen ved næste kommunalvalg.

Ugens opfordring

Fire tidligere udenrigsministre – Per Stig Møller (K), Mogens Lykketoft (S), Martin Lidegaard (R) og Villy Søvndal (SF) – opfordrer regeringen til at kræve én bestemt palæstinenser løsladt af Israel og arbejde for, at både EU og USA forlanger det samme. Der er tale om Marwan Barghouti, som sidder i fængsel på livstid i Israel for terrorisme.

Udenrigsministrene hæfter sig ved, at Barghouti er tilhænger af en tostatsløsning (og dermed en anerkendelse af staten Israel) og er angiveligt respekteret af palæstinenserne for sin modstand mod besættelsen af Vestbredden. De fremhæver at Nelson Mandela også var fængslet for terrorisme i Sydafrika. Og at flere ledere var beskyldt for det samme i Nordirland, men blev en del af fredsslutningen.

Det er som udgangspunkt godt, at tidligere udenrigsministre blander sig med forslag, men det er også svært at se den danske regering gå i brechen for en mand, der er anklaget og dømt for terror. Vesten har også mange gange fejlet ved netop at forsøge at ”vælge” for et folk, hvem der kunne udgøre en alternativ politisk ledelse end den herskende. Men det er helt sikkert bedre end blot at vente og se.