Det står nu klart, at der kun er én kandidat til formandsposten i Venstre, og dermed kan man fristes til at tro, at Venstres landsmøde i næste weekend bliver en smal sag for partiet. Det er langt fra tilfældet.
Troels Lund Poulsen bliver formand for Venstre i næste weekend, og der er ingen, der savner en modkandidat.
Partiet har haft bøvl i partiledelsen on og off siden 2014, hvor Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen kom op af en kælder i Odense med et formandskab. De har simpelthen ikke råd til at kæmpe indbyrdes om magten længere.
Den kommende formand gør nok alligevel klogt i at vente med at lave rokader eller andet, indtil han formelt er valgt.
Venstres vedtægter levner en helt teoretisk mulighed for, at man kan stille op på selve landsmødet, hvis en kreds bakker en kandidat op. Det er helt og aldeles urealistisk, at det sker.
Men når man kører på cykel i gule trøjer, skal man huske at holde øje med hunde, der krydser vejen. Om ikke andet så for at se pæn og ydmyg ud. Den del af arrangementet er rimeligt ligetil.
Men hvordan skal Venstre sige pænt farvel og tak til den afgående formand, som gik helt i knæ under vægten af partiets forventninger?
Må jeg bare minde om sidst det skete, da Lars Løkke Rasmussen både fældede en tåre og gav en syngende verbal lussing til det berømte bagland i Venstre? De fleste husker nok Løkkes ”tak til de fleste for det meste”, men man bør huske, hvordan han mindede baglandet om, at de ikke skulle tro, at de var helt så meget:
»....nogen er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er allesammen. For der er nogen, der er vigtigere end os; danskerne.«
Han mindede om, at hvor der, da han meldte sig ind i VU, var et medlem for hver fire stemmer, Venstre fik, så skulle man den dag i 2019 indse, at det tal nu var 25 stemmer i forhold til hvert medlem. Med andre ord:
De, der kommer til Venstres landsmøde er ikke dem, Venstre står til ansvar overfor. Det er derimod vælgerne. Så hvem er baglandet egentligt?
Jakob Ellemann Jensen kommer ikke til at levere en lussing på vej ud ad døren. Han har allerede sagt, at han ikke melder sig ud af Venstre.
Det er til gengæld med klar hilsen til både Løkke og Inger Støjberg, der har skabt hvert deres parti, som nu er i færd med at udkonkurrere Venstre fra hver sin side.
Og i 2019 lovede Løkke endda, at hans planer ikke kom til at karambolere med Venstre. Det gjorde de i den grad. Mon Ellemann vil tage bladet fra munden om det spørgsmål i næste weekend?
Ellemann har strengt taget også sin egen høne at plukke med baglandet, men det holder han sig nok for pæn til. Han er trods alt en Ellemann. Men en videreudvikling af ”if you can’t join them – beat them” ville nu være morsom.
Og så er der partiets nestor, Claus Hjort Frederiksen, som nu formelt set ikke er skyldig i landsforræderi. Kan partiet finde en grimasse, der kan passe, til både at klappe den gæve kæmpe på skulderen og samtidigt undgå, at snak om FE-sagerne ender i voldsom kritik af statsministeren og bastante krav om, at alt skal undersøges til bunds?
Det er ikke længe siden, partiets egne topfolk med fråde om munden angreb den statsminister, de nu arbejder sammen med om netop den sag.
Der skal også sættes en ramme for landsmøde. Man skal tænke over koreografi og fortælling, og formanden skal holde en tale, hvor han både skal forsvare, forklare og forsikre om, at der er en vej frem med ham i spidsen.
Ham, som de er enige om, ikke er den store billetsælger, og som har været med til at træffe alle de upopulære beslutninger.
Det er kort sagt et rigtigt bøvlet landsmøde, Venstre skal planlægge. Det er ikke ligegyldigt, hvordan de løser opgaven.
Ugens minus
I 2019 vandt Socialdemokratiet valget delvist på forslaget om en værdig tilbagetrækning til Arne.
Det blev også gennemført, dog i en noget andet form end det indtryk, man fik under valget, hvor der blev tegnet et billede af glade seniorer, der skulle kunne gå direkte fra byggepladsen og hjem i kolonihaven, vel at mærke før de var helt nedslidte. Helt så enkelt blev det ikke, men det blev rimeligt enkelt.
Da SVM-regeringen så dagens lys, var der pludselig en idé om at slå seniorpensionen (som egentlig var en blå konkurrent til den røde Arne-pension) sammen med Arne-pensionen.
Det kaldte de så Arne-plus, men den kunne lige så godt havde heddet senior-minus, for seniorpensionen er både til rådighed tre år tidligere end Arne-pensionen og udbetaler flere penge. Og da regeringen så i denne uge præsenterede sin 2030-plan, var Arne-plus væk.
I gamle dage sagde man i dansk politik, at man skulle frygte ferie og helligdage, for de endte med politiske pakker, som var upopulære. Nu ved vi i hvert fald, at når regeringen sætter plus ved noget, er der god grund til lige at regne efter på en lommeregner.
Ugens plus
Det samme gælder, når det ikke er nok med en topskat, men den lige skal have et nøk mere på retorikken, men det ville lyde dumt, hvis man brugte et ”plus”.
Regeringen har præsenteret sin plan for skattelettelser. Man kunne hæfte sig ved et pudsigt regnestykke, der peger på, at de giver skattelettelser til en værdi af 10 milliarder kroner, men det kun koster statskassen 6,75 milliarder kroner.
Med den regnemodel kan de udvalgte offentligt ansatte, der ser frem til lønforhøjelser for tre milliarder kroner i virkeligheden se frem til næsten det dobbelte. Men det meste kom alligevel til at handle om top-topskatten.
Det forlyder, at den er nem at undgå, men den kommer ikke til at forsvinde i de kommende forhandlinger, for den er afgørende for den sociale profil – uanset om man måler det på Gini-koefficienten eller bare på signalværdien.
Endnu et eksempel på, at når regeringens planer lyder som den politiske udgave af ”futtog” fremfor ”tog”, så skal man lige have lommeregneren frem.
Ugens afgift
Regeringen har præsenteret sin længe ventede afgift på flyrejser, som - når den er fuldt indfaset i 2030 - sniger sig op på et gennemsnit på sølle 100 danske kroner.
Det er selvfølgeligt mere end de 13 kroner, den tidligere regering arbejdede med. Men det er lidt svært at få øje på de grønne ambitioner.
Det er også bemærkelsesværdigt, at nogle af pengene skal bruges på ældrechecken. Så er der jo faktisk tale om øget beskatning og ikke grøn omstilling.
Og på den måde fik i hvert fald nogle pensionister også lidt ekstra i den uge, hvor regeringen præsenterede sin skattereform. Det var bare ikke en del af den. Så måske skulle de have kaldt den ældreplus-checken.