Kommentar: I denne uge præsenterer statsministeren en omfattende regeringsrokade
I denne uge præsenterer statsminister Helle Thorning-Schmidt endnu en regeringsrokade og endnu et hold nye ministre mindre end to måneder efter den sidste rokade. Men det forhindrer ikke, at vi alle sammen endnu en gang bliver rørt over afgående ministre og glæder os over de nye. Rokader rører os, men løser sjældent problemerne. Det vil den, vi nu venter på, heller ikke. Men rokaden kan give en tiltrængt pause fra elendigheden. Nogle gange er det nok til, at et lille håb kan spire.
Mange i S og R har drømt om, at SF ville forlade regeringen. En drøm, der kun er vokset over tid. Men nissen flytter som bekendt med. Nu udgør SF nødvendige mandater, som man skal behandle med respekt, hvis man vil have deres opbakning. Og den politiske linje, som vælgerne har taget afstand fra helt tilbage fra valget i 2011, og hver gang de er blevet spurgt siden, fortsætter. Den nisse flytter også med ind på et funklende nyt ministerhold.
Regeringen må fremover samle sit flertal både til højre og til venstre for sig selv. Det passer den fint. Men prisen per mandat er steget. De borgerlige partier er gået fra at være relativt billigt til salg til at være dyrt til salg. Forude venter store projekter om bl.a. vækst, arbejdsmarked og produktivitet, som stort set alle peger i retning af et samarbejde med de borgerlige partier. Derfor frygter store dele af fagbevægelsen da også, hvad regeringen kan være villig til at gå med til blot for at holde maskinen i gang.
Enhedslisten har bevist, både i ord og handling, at de ikke vælter regeringen. Og SF er et parti, for hvem tid er blevet en knap ressource. SF skal slikke sår, evaluere, lære og planlægge fremad på noget, der – i SF-regi – opleves som et splitsekund.
Vi kan til gengæld få et gensyn med den ’visne-politik’, som Venstre indledte sin tid i opposition med, hvor man ikke ville mene eller gøre noget som helst. Hvor man tilbagelænet henviser til regeringens såkaldte serve-ret og henviser til, at regeringen jo må få styr på sit parlamentariske grundlag.
Regeringen kan ikke regne med, at man kan udstille, håne og presse Venstre til forhandlingsbordet. Som styrkeforholdet er nu, skal oppositionen forsøge at fremtvinge et valg. En regering skal kunne stå selv - kun bakket op af sine støttepartier. Det er meget svært at forestille sig, at der kommer flere blå finanslove i denne valgperiode.
Den kommende rokade bliver ikke regeringens gyldne redningskrans. Det er rokader aldrig. Men en god rokade kan give ny energi. Hele denne regerings levetid har der været ævl og kævl - internt i partierne, i regeringen, i baglandet. De skal se at få ro på bagsmækken!
Det vil være klogt også at kaste et blik på strategien. Der er ikke lang tid tilbage, hvis man vil gøre sig lidt lækre frem mod et folketingsvalg, fremfor stædigt at tackle igennem på ’nødvendighedens politik’. Regeringens egne vælgere har mildt sagt ikke været begejstrede for den politik.
Der er små, positive tendenser i dansk økonomi. Det var da også dem, både Thorning og Vestager valgte at tale om i forbindelse med SFs exit fra regeringen, nemlig at ledigheden er den laveste i fire år. Det kan virke koldt, sådan at bygge oven på ruinerne af SF, men tiden er ved at løbe ud for alle - også S og R. Det er sidste chance!
