Hun er Danmarks mest udskældte og magtfulde embedsmand. Mette Frederiksens højre hånd Babara Bertelsen har i den grad været i søgelyset efter de slettede mink-sms'er og håndteringen af coronaepidemien.

Men de ministre, hun har arbejdet for, er vilde med hende.

I B.T.s første udgave af podcasten 'Den, Vi Taler Om' er Statsministeriets departmentchef i fokus. I studiet er B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup, og politiske kommentator Lars Trier Mogensen, som beskriver den magtfulde kvinde, der har det bedst i skyggerne.

»Hun er badass, en tough cookie. Hun kan virkelig holde til nogle tæsk og en meget farverig person. Hun er et af de mennesker, der når de kigger tilbage på deres arbejdstid tænker ‘det papir kunne jeg godt have læst noget mere bedre’« siger Søs Marie Serup.

»Det første ord jeg tænker på er ‘kontrolfreak’. Under coronapandemien ringede hun for eksempel ud til lufthavnen for at sikre sig, at de havde hånddispensere med sprit,« følger Lars Trier Mogensen op med, når de skal nævne det første de tænker på, når de tænker på Barbara Bertelsen.

Ifølge de to kommentatorer er Barbara Bertelsen en ny form for embedsmand, man ikke tidligere har set.

Her kommer de ind på, at embedsmændene som regel skal holde deres ministre lidt i snor, når de kommer med nye lovforslag.

Her påpeger Søs Marie Serup, at Barbara Bertelsen er af en helt anden embedsmandsskole. Hun vil nemlig finde løsninger uanset, hvor svært det end er eller bliver.

Det tog sig blandt andet ud, da Søren Pape Poulsen var justitsminister og ville have et burkaforbud i Danmark. Et forbud som først lød på, at det brød grundloven, men Barbara Bertelsen, der var departementschef i Justitsministeriet, fandt løsningen.

»Hun er en problemknuser og derfor elsker politikerne hende,« lyder det fra Søs Marie Serup og tilføjer.

»I stedet for at forklare, hvorfor ting ikke kan lade sig gøre, så finder hun en vej. Det er den attitude, som hun har i forhold til så mange andre embedsmænd. Derfor er de ministre, som har haft hende som embedsmand utrolig glade for hende.«

Barbara Bertelsen skal genafhøres i minkkommissionen i løbet af foråret.