Danmarks førende valgforskere har endevendt sidste folketingsvalg og konkluderer, at der sker noget markant i dansk politik. Noget, der kan være farligt.

Kasper Møller Hansen og Rune Stubager har udgivet bogen 'Partiledernes kamp om midten' i denne uge. Forskernes bog er blandt andet baseret på data fra de store valgundersøgelser, som er gennemført efter hvert folketingsvalg siden 1971. Der er altså spandevis af tal bag konklusionerne.

Det, der springer i øjnene, er naturligvis, at vælgerne er mere i tvivl og mere illoyale end nogensinde før. Altså illoyale over for partierne – vælgerne vil nok selv mene, at de er loyale over for dem, der gør sig fortjent til deres loyalitet.

Ikke færre end 53 procent af vælgerne stemte på nogle andre i 2022, end de gjorde i 2019. Det er markant flere end ved jordskredsvalget i 1973, hvor det ”kun” var 44 procent af vælgerne, der tog det skridt. 

Og til den vilde tendens skal man så lægge, at hvis først en vælger én gang har skiftet parti, så er vedkommende mere tilbøjelig til at gøre det igen en anden gang. Det kan der være mange forklaringer på, men det er måske værd at skænke en tanke, hvor dét ender henne. 

For hvis partierne ikke er en stabiliserende faktor, men folk i stedet rykker sig efter partiledernes dagsform og personlige appel, så kommer valgkampe til at betyde mere end valgperioder, følelser kommer til at betyde mere end fakta, identitet og moral kan slå ethvert politisk forslag, og så har vi  reelt tvunget politikerne til at blive buldrende populister.

Populisme findes i to versioner: Den gode og den onde. Den gode populisme er, når politikere får øje på folkestemninger og holdninger, som bliver overset og hørt af etablissementet. De tvinger simpelthen noget på den politiske dagsorden, som er vigtigt for folk.

Den onde populisme er den, hvor man kynisk spekulerer i at manipulere folk, og hvor man giver dem brød og skuespil fremfor reelle fremskridt.

Der er ikke noget i valgundersøgelsen, der rigtigt overrasker politikerne. De ved godt, at den gamle historie om, at man vinder valg mellem valg, simpelthen ikke holder længere. 

Man vinder magten ved at vinde valgkampen. Partier, der ikke sidder i regering, kan vinde fremgang i valgperioden, men typisk mere gennem gode kampagner end politiske resultater.

De mest populære politikere har for længst luret, at de holdningsmæssigt kan opføre sig som snurretoppe på speed og skifte parti - som vi andre skifter teleudbydere - uden for alvor at miste vælgerne.

De er superbrands – humane varemærker. Og derfor kan de som enhver influencer sælge den politiske udgave af rynkecreme og måltidspakker alene på deres (opfattede) personlighed.

Den politiske virkelighed har på mange måder fulgt medieudviklingen. En gang var der fagpresse og stærke partier. De blev afløst af landsdækkende massemedier og lidt mindre, men professionaliserede partier, som lærte at tro på tal og betragte vælgere som forbrugere. 

De blev så overhalet af sociale medier, hvor brugeren tog livet af eksperten, hvor debatstoffet overtog pladsen fra nyhederne - partierne rykkede med og mistede deres egen tilslutning, mens politikerne tilegnede sig de sociale mediers nyhedskriterier; noget man kan grine af, græde over eller være vred over.

Og nu, hvor brugerne fordeler sig i små kultlignende grupper, der dyrker influencerens glittede liv, ja så bliver politikeren en influencer med et hold af smartphone-fotografer, 120-tegns storytellere og person-brand-byggende specialister omkring sig.

Og hvad så? Ja, spørg dig selv, om du vil ledes af personkulter eller partier, som er bygget på ideologier med flere hundrede års tryktest på CV’et? De fleste af os kommer til at handle i modstrid med det svar, som lige nu rumler i hovedet.

UGENS ALVORLIGE

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede i denne uge den 15. donationspakke til Ukraine. Arkivfoto
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede i denne uge den 15. donationspakke til Ukraine. Arkivfoto Foto: Anthon Unger
Vis mere

Statsministeren og forsvarsministeren holdt torsdag pressemøde på Marienborg, hvor regeringen kunne meddele, at den sender en pakke (den 15. donationspakke) til en værdi af 1,7 milliarder kroner til Ukraine, og at Danmark giver Ukraine et ti år langt sikkerhedstilsagn om, at den militære støtte vil fortsætte.

Det er ikke småting, men det, man skal bide mærke i, er analysen bag donationen om sikkerhedsløftet. Det er tydeligvis regeringens hensigt langsomt at bevæge den danske befolkning i en mere alvorlig retning. 

Vi skal forstå, at en hurtig fred ikke er en mulighed, vi skal forstå, at krigen, men også oprustningen i Danmark, kommer til at koste milliarder og atter milliarder, så langt frem som det politiske øje kan se skarpt.

Dermed skal vi også forstå, at selvom der ikke er nogen umiddelbar militær trussel mod Danmark, så er der trusler, som i dag bliver betragtet som krigsførelse. Det, man kalder hybridkrig. 

Altså at en fremmed magt – og her taler vi om Rusland – kan forstyrre eller ødelægge infrastruktur og arbejde med at destabilisere os og andre dele af verden.

Det vil måske få nogen til at tænke, at den kolde krig er tilbage, men sandheden er, at det kan være noget meget værre.

UGENS ORDENSREGLER

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) planlægger at skærpe ordensbekendtgørelsen for landets skoler. Det siger han efter et møde med Folketingets partier torsdag i kølvandet på sagerne om alvorlig grænseoverskridende adfærd fra skolebørn. 
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) planlægger at skærpe ordensbekendtgørelsen for landets skoler. Det siger han efter et møde med Folketingets partier torsdag i kølvandet på sagerne om alvorlig grænseoverskridende adfærd fra skolebørn.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Undervisningsministeren meddelte i denne uge, at der måske skal strengere sanktionsmuligheder på banen i folkeskolen, som han i øvrigt gerne vil have til at bruge de regler, der allerede findes. 

Det sker efter nogle meget grimme historier om vold og overgreb på to forskellige skoler.

Ministeren vil først undersøge omfanget af problemet på landets skoler, men han holdt i denne uge møde med Folketingets undervisningsudvalg.

Allerede nu tyder noget på, at der i de involverede kommuner sidder nogle kommunalbestyrelser, som ikke nødvendigvis har kendt til problemerne, selvom forvaltningerne har. 

Det er i hvert fald et problem, for det er – både formelt og reelt - deres ansvar. Og faktisk ikke ministerens.

Foreløbigt holder ministeren da også værktøjskassen åben, uden at komme ræsende med de hurtige løsninger, som øget tilsyn osv. 

Men når både opposition, medier og borgere bliver ved med at kigge mod Mattias Tesfaye efter svar, kan han blive tvunget til at handle.

UGENS FREMLÆGGELSE

Det er Stephanie Lose (V), der som økonomiminister skal lede forhandlingerne i den grønne trepart. Her skal den endelige model for en CO2-afgift på landbruget findes. 
Det er Stephanie Lose (V), der som økonomiminister skal lede forhandlingerne i den grønne trepart. Her skal den endelige model for en CO2-afgift på landbruget findes.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Så kom den længe ventede rapport fra Svarer-udvalget, der danner grundlaget for forhandlingerne frem mod en CO2-afgift på landbruget. 

Udvalget har dermed leveret et solidt fagligt grundlag til politikerne, som endda har fået skitseret forskellige modeller, de kan vælge imellem. 

Det ender næppe med nogen af dem, for nu flytter spørgsmålet sig fra det faglige til det politiske.

Mange har allerede hæftet sig ved, at Svarer-udvalgets modeller ikke svarer til det, der står i regeringsgrundlaget. Men faktisk spiller regeringen ikke en gang rigtigt en rolle endnu, for nu går spørgsmålet over i en såkaldt grøn trepart. 

Nuvel, det er med økonomiminister Stephanie Lose (V) for bordenden, men reelt vil armlægningen nu foregå mellem landbrugets organisationer og de grønne organisationer. Det er lidt svært at forestille sig, at de skal nå til enighed.

Mon ikke ministeren for bordenden – og dermed regeringen – ender med at skulle knække nøden. Og det forudsætter så, at de selv kan blive enige først.

Der er dage, hvor regeringens arbejde med dette spørgsmål nærmest ligner et forsøg på simpelthen at lave en så lang proces, at tiden bare løber ud. Men det vil hverken landbruget eller klimaet være særligt godt tjent med.